Tilskuddet til enkelte typer medicin mod forstørret prostata bortfalder
Den 28. november 2022 bortfalder tilskuddet til enkelte medicinprodukter mod forstørret prostata. For den medicin, som de fleste patienter er i behandling med, vil der fortsat være generelt tilskud.
Med virkning fra den 28. november bortfalder det generelle tilskud til:
- Alfuzosin, tabletter (Alfuzosin "Orion" og Prostazosin)
- Terazosin, tabletter (Hytrin og Sinalfa)
- Kombinationslægemiddel med solifenacin og tamsulosin, tabletter med modificeret udløsning (Urizia)
Tilskuddet bortfalder, fordi der findes lige så gode og billigere alternativer.
Hovedparten af patienterne behandles allerede med medicin, der fortsat vil have generelt tilskud, og for disse patienter er der ingen ændringer. Omkring 3.000 patienter er i behandling med medicin, der mister det generelle tilskud. Hvis du er én af dem, skal du sammen med din læge – og inden den 28. november 2022 – tage stilling til den fremtidige behandling. Du skal som udgangspunkt skifte til en anden medicin med generelt tilskud. Lægen kan dog søge om enkelttilskud, hvis der er en helt særlig grund til, at den nuværende behandling er den mest hensigtsmæssige.
Information
Vi har bedt apotekerne om, at de i de kommende måneder opfordrer de berørte kunder til at tale med lægen om den fremtidige behandling, inden tilskudsændringen træder i kraft den 28. november 2022. Informationsarket, som apoteket kan udlevere til kunderne, kan findes her: Informationsark til borgere om ændring af tilskud til medicin mod forstørret prostata
Vi informerer også relevante interessenter, herunder videnskabelige selskaber og patientforeninger. Liste over interessenter.
Lægemiddelstyrelsens afgørelse
Ved afgørelsen har vi fulgt anbefalingerne fra Medicintilskudsnævnet. Dog anbefalede nævnet Lægemiddelstyrelsen, at alfuzosin tabletter bevarer generelt tilskud. Da prisen for alfuzosin tabletter er steget markant, siden nævnet kom med sin anbefaling, har vi truffet afgørelse om, at det generelle tilskud til alfuzosin tabletter bortfalder.
Afgørelsen er truffet den 23. august 2022 og sendt til alle berørte virksomheder. I afgørelsen er der link til Medicintilskudsnævnets indstilling.
Afgørelsen kan ses her: Afgørelse om fremtidig tilskudsstatus for lægemidler til behandling af benign prostatahyperplasi