Alt er klar til ansøgere, der vil have sundhedsapps vurderet

6. december 2024

Vejen er nu banet for ansøgere, der vil have en sundhedsapp anbefalet af Nævnet for Sundhedsapps. Nævnet har fastlagt de kriterier, sundhedsapps vil blive vurderet efter, og ansøgningsformularen er klar.

På den baggrund er budskabet fra Erik Jylling, formand for Nævnet for Sundhedsapps, helt klart:

”Nu er alt klar til dem, der ønsker at få deres sundhedsapp vurderet af nævnet – og vi ser derfor meget frem til at modtage ansøgninger.”

Alle virksomheder, organisationer eller andre leverandører og udviklere af sundhedsapps kan ansøge.

Læs først vejledningen

På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside finder du en særlig temaside, og dér har nævnets sekretariat nu lagt den ansøgningsformular, du som ansøger skal benytte. Desuden kan du finde en vejledning, hvor du blandt andet kan læse, hvilke dokumenter og oplysninger du skal have klar, før du går i gang med at udfylde ansøgningsformularen.

”Kriterierne er rimelig skrappe – derfor er vores klare anbefaling, at ansøgere lægger ud med at læse vejledningen grundigt, følger anvisningerne deri og derefter udfylder ansøgningsformularen.

Samtidig kan alle nu på temasiden læse om de kriterier, som en sundhedsapp skal leve op til for at blive vurderet af nævnet. Kriterierne er inddelt i følgende fire overordnede kategorier: Evidens for effekt, Brugervenlighed, Pris og Samfundsværdi. Også dem anbefaler vi, at alle ansøgere sætter sig grundigt ind i inden fremsendelse af en ansøgning,” siger Erik Jylling.

Her finder du alle informationer

Du finder flere informationer, vejledning til ansøgere, ansøgningsformular m.m. på Lægemiddelstyrelsens temaside om Nævnet for Sundhedsapps.