Sundhedspersoner og virksomheder kan blive bedre til at oplyse om mulige interessekonflikter
Lægemiddelstyrelsens årlige stikprøvekontrol med sundhedspersoners indberetninger om tilknytning og økonomisk støtte fra medico- og medicinalvirksomheder viser, at der er brug for mere oplysning og vejledning på området. Der er for mange sundhedspersoner, der ikke anmelder og ansøger, som de skal.
Det er til gavn for danske patienter, at læger, sygeplejersker, tandlæger og andre sundhedsprofessionelle er velorienterede og kan bidrage med deres egen praksiserfaring og viden, når der udvikles ny medicin og nyt medicinsk udstyr. Det er også til gavn for patientbehandlingen, at de virksomheder, der udvikler og markedsfører produkterne, får de faglige tilbagemeldinger på deres produkter, så disse kan forbedres og udvikles, og så de bedste behandlinger bliver udbredt.
Derfor er det vigtigt, at sundhedspersonerne kan deltage i samarbejder med industrien og faglige aktiviteter, som afholdes af virksomhederne, men samtidig er det afgørende, at man som patient kan have fuld tillid til den sundhedsperson, man møder, og til den behandling, man modtager. Kontakten med virksomhederne må ikke påvirke sundhedspersonens uafhængighed, og der stilles krav om gennemsigtighed om samarbejder og eventuelle økonomiske interesser.
Sundhedspersonerne har pligt til at indberette deres tilknytning til virksomheder til Lægemiddelstyrelsen, ligesom de skal anmelde det, hvis de modtager økonomisk støtte til deltagelse i fagrelevante aktiviteter i udlandet eller internationale fagrelevante kongresser og konferencer i Danmark. Virksomhederne har ligeledes pligt til at indberette tilknytning og økonomisk støtte, og de har pligt til at informere modtagerne om de gældende regler på området.
Kontrolresultater 2024
Lægemiddelstyrelsen foretager årligt en stikkontrol for at undersøge, om virksomhederne og sundhedspersoner indberetter det, de skal. I 2024 er i alt otte virksomheder og 1121 sundhedspersoner blevet udtaget til stikprøvekontrol. Kontrollen viser, at sundhedspersonerne er bedre til at anmelde ’tilknytning’ end ’økonomisk støtte’, men i begge kategorier er der plads til forbedring.
74 procent af de kontrollerede sundhedspersoner har indberettet tilknytningsforhold korrekt, mens 26 mangler at indberette. For økonomisk støtte har 51 procent anmeldt korrekt, mens 49 procent mangler at indberette. De kontrollerede virksomheder har klaret sig bedre, idet kun få procent af de forhold, som virksomhederne har indberettet, er forkerte Det gælder hhv. 4 procent af de indberettede forhold vedr. tilknytning og 3 procent vedr. økonomisk støtte.
”Vores konklusion er, at der er for mange sundhedspersoner, der ikke kender reglerne. Når vi taler med dem, får vi indtryk af, at de manglende anmeldelser primært skyldes manglende kendskab eller forglemmelser, snarere end bevidst undladelse. Det kan muligvis skyldes, at virksomhederne ikke gør dem tydeligt nok opmærksom på reglerne, og derfor vil vi gerne bidrage med mere oplysning og vejledning på området, så alle bliver klar over, hvad de skal gøre,” siger sektionsleder i Lægemiddelstyrelsen Iben Vitved.
Når man kigger på de forskellige faggrupper, der er omfattet af reglerne, er det især læger, der har en tilknytning og/eller modtager økonomisk støtte. Lægerne har ifølge tallene også det bedste kendskab til reglerne, idet 76 procent af de kontrollerede læger har anmeldt tilknytning korrekt, og 70 procent har anmeldt økonomisk støtte korrekt. Når man ser på de øvrige faggrupper, er det kun hhv. 24 og 18 procent, der har indberettet korrekt. Derfor vil der blive gjort en særlig oplysningsindsats målrettet disse grupper.
Anmeldelses- og ansøgningspligten skal ind i kontrakten
Lægemiddelstyrelsen har ikke indsigt i de konkrete aftaler, der bliver indgået mellem virksomheder og sundhedspersoner, men medicinal- og medicovirksomhederne har pligt til at informere sundhedspersonerne om, at de skal indberette deres tilknytning og den økonomiske støtte til Lægemiddelstyrelsen.
Derfor har Lægemiddelstyrelsen igen i år inviteret virksomhederne til informationsmøde om, hvordan de både kan opfylde deres egne forpligtelser og samtidig vejlede sundhedspersonerne. Informationsmødet afholdes 19. november 2024, hvor 60 deltagere er tilmeldt.
Læs mere:
Tilknytning:
Sundhedspersoners tilknytning til virksomheder