Kaliummedicin bliver gjort receptpligtigt og kan ikke længere fås i håndkøb
Fra i dag, mandag d. 15. september 2025, kan man ikke længere få medicin med kalium i håndkøb. Hvis man plejer at købe kalium uden recept, skal man derfor kontakte lægen for at få medicinen udskrevet, inden den næste tur til apoteket.
Lægemiddelstyrelsen har ændret udleveringsbestemmelsen for kaliummedicin på baggrund af flere bekymringshenvendelser fra bl.a. sundhedsprofessionelle og fra Giftlinjen. De peger på, at der er set en stigning i meget alvorlige forgiftninger, og risikoen for, at det sker, er større, når medicinen nemt kan fås i håndkøb.
Medicinen er primært beregnet til patienter, der har brug for et kaliumtilskud, fordi de samtidig er i behandling med vanddrivende lægemidler – typisk hjertemedicin og blodtryksmedicin. Det er derfor patienter, som jævnligt er i kontakt med lægen, når de får kontrolleret deres sygdom og udskrevet deres anden medicin.
Langt de fleste af disse patienter får allerede i dag kaliummedicin på recept. Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen fik cirka 217.500 personer i 2024 kalium på recept. Der bliver solgt cirka 800.000 pakker om året i alt, og kun 1-2 procent af dette salg sker i håndkøb.
”Vi forventer ikke, at der er ret mange patienter, der vil blive berørt af ændringen, for langt de fleste får allerede deres kaliumtilskud på recept. Derfor er vi også enige med dem, der har sendt bekymringshenvendelser til os: Når der er risiko for, at medicinen bliver anvendt forkert med alvorlige konsekvenser til følge, og når behovet for, at medicinen skal kunne fås i håndkøb, alligevel er minimalt, så bør medicinen være receptpligtig,” siger enhedschef i Lægemiddelstyrelsen Hanne Lomholt Larsen.
Ændringen gælder for alle orale lægemidler (tabletter eller flydende opløsning), hvor kaliumklorid er det primære aktive indholdsstof.