Oxybutynin tabletter erstatter magistrelt fremstillede glycopyrrolat tabletter
Oxybutynin “Macure” 5 mg tabletter er tilgængelige på det danske marked og kan bruges mod overdreven svedproduktion (hyperhidrose). Det betyder, at magistrelt fremstillede glycopyrrolat tabletter ikke længere må fremstilles eller sælges af apoteker uden tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen.
Oxybutynin "Macure" 5 mg tabletter er godkendt til behandling af vandladningstrang (overaktivt blæresyndrom) i Danmark, mens oxybutynin i udlandet er godkendt til behandling af hyperhidrose under handelsnavnet Ditropan.
Magistrelt fremstillede glycopyrrolat tabletter anvendes primært til behandling af hyperhidrose. De fremstilles i styrkerne 1 og 2 mg.
Dansk Dermatologisk Selskab nævner begge lægemidler som behandlingsmuligheder for hyperhidrose, men i deres reviderede vejledning fra august 2024 anbefaler de glycopyrrolat som førstevalg, da det muligvis har færre bivirkninger.
Vi vurderer dog, at oxybutynin kan erstatte glycopyrrolat i de fleste tilfælde, da lægemidlerne har den samme (antikolinerge) virkning, og bivirkningerne kan variere fra patient til patient. Hvis en patient ikke kan anvende oxybutynin, kan lægen ansøge Lægemiddelstyrelsen om tilladelse til at apoteket fremstiller magistrelle glycopyrrolat tabletter til en konkret patient.
For ældre patienter over 60 år er det tilladt at fremstille glycopyrrolat tabletter uden krav om først at prøve oxybutynin tabletter, forudsat at lægen indsender en ansøgning.
Læger, der kan skrive recepter på Sialanar oral opløsning (neurologer, pædiatere og hospitalslæger), skal fortsat bruge dette i stedet for magistrelt fremstillede glycopyrrolat tabletter, medmindre oxybutynin tabletter ikke kan anvendes.
Lægemiddelstyrelsen kan oprette en telefonbevilling til oxybutynin tabletter for patienter, der allerede har enkelttilskud til glycopyrrolat tabletter.