Lægemiddelstyrelsen indleder ad hoc revurdering af tilskudsstatus for glucosamin (M01AX05)
Kliniske studier har skabt tvivl om effekten af glucosamin til lindring af smerter ved slidgigt (osteoartrose) (1). Senest har et norsk studie af patienter med kroniske lændesmerter og gigt i ryggen peget på dette (2). På denne baggrund har Medicintilskudsnævnet på sit møde den 21. september 2010 opfordret til, at Lægemiddelstyrelsen revurderer glucosamins tilskudsstatus snarest. Derudover konkluderer en ny metaanalyse, at sundhedsmyndigheder ikke bør give tilskud til glucosamin (3).
Lægemiddelstyrelsen har derfor besluttet at indlede en ad hoc revurdering af tilskudsstatus for lægemidler med indhold af glucosamin, der i dag har generelt klausuleret tilskud til lindring af symptomer ved let til moderat osteoartrose samt til pensionister.
Hvis Medicintilskudsnævnet indstiller, at tilskudsstatus for disse lægemidler bør ændres, vil vi sende nævnets indstilling i høring hos de berørte virksomheder, de relevante videnskabelige selskaber og de relevante patientforeninger. Vi har endnu ikke planlagt revurdering af tilskudsstatus for de øvrige lægemidler i ATC-gruppe M (muskler, led og knogler).
De berørte virksomheder, de relevante videnskabelige selskaber og de relevante patientforeninger er blevet orienteret om den kommende revurdering af glucosamin.
1. Clegg DO, Reda DJ, Harris CL et al. Glucosamine, chondroitin sulfate, and the two in combination for painful knee osteoarthritis. N Engl J Med. 2006 Feb 23;354(8):795-808.
2. Wilkens P, Scheel IB, Grundnes O et al. Effect of Glucosamine on pain-related disability in patients with chronic low back pain and degenerative lumbar osteoarthritis: a randomized controlled trial. JAMA. 2010 Jul 7;304(1):45-52.
3. Wandel S, Jüni P, Tendal B et al. Effects of glucosamine, chondroitin, or placebo in patients with osteoarthritis of hip or knee: network meta-analysis. BMJ. 2010 Sep 16;341:c4675