Lægemiddelstyrelsen indleder ad hoc revurdering af tilskudsstatus i ATC–gruppe C09C, C09D og C09X
En lang række lægemiddelvirksomheder har den 8. marts 2010 markedsført generiske kopier af angiotensin II-antagonisten losartan til priser på niveau med de billigste ACE-hæmmere. Se link til IRFs orientering om prisfaldet på losartan i faktaboksen til højre.
På denne baggrund har Lægemiddelstyrelsen besluttet at indlede en ad hoc revurdering af tilskudsstatus for lægemidler i ATC-gruppe C09C, C09D og C09X, der i dag har generelt klausuleret tilskud. Lægemiddelstyrelsen har anmodet Medicintilskudsnævnet om nævnets stillingtagen til disse lægemidlers fremtidige tilskudsstatus og nævnet behandler spørgsmålet på sit møde den 23. marts 2010. Hvis Medicintilskudsnævnet anbefaler ændringer i lægemidlernes fremtidige tilskudsstatus til ugunst for virksomheder, der markedsfører lægemidler i disse ATC-grupper, vil der blive partshørt over nævnets indstilling.
Lægemiddelstyrelsen afsluttede med sin afgørelse af 16. januar 2009 revurdering af disse lægemidlers tilskudsstatus som led i den regelmæssige revurdering af lægemidlers tilskudsstatus. Se link til information herom i faktaboksen til højre.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til sektion for Medicintilskud, Send en mail.