Notat om behandling med antidepressiv medicin af typen SSRI
På baggrund af debat om sikkerheden ved behandling med antidepressiv medicin af typen SSRI har Lægemiddelstyrelsen udarbejdet et oversigtsnotat.
Formålet med notatet er at give sundhedsprofessionelle og andre, der er involveret i behandling med SSRI, et overblik over vores nuværende viden om forbruget af SSRI og sikkerheden ved medicinen.
Notatet har primært fokus på sikkerheden ved SSRI og risikoen for bivirkninger for fostre og nyfødte ved moderens brug af SSRI-præparater.
Notatets hovedkonklusioner om brug af SSRI til gravide
Hovedkonklusionerne i notatet er:
- at SSRI kun bør anvendes til gravide efter lægens nøje afvejning af fordele og ulemper for moderen og barnet.
- at mulighederne for psykoterapeutisk behandling altid bør overvejes ved depression hos gravide, jf. Sundhedsstyrelsens vejledning på området.
- at medicinsk behandling af depression ved graviditet, herunder med SSRI, kan være nødvendig i nogle tilfælde. Det kan fx være ved svær depression eller ved stor risiko for tilbagefald af depression, hvis en allerede iværksat medicinsk behandling ophører. Behandlingen bør ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning ske i samråd med en speciallæge i psykiatri.
Afvejningen, som den ordinerende læge skal foretage i samråd med patienten, er vanskelig. På den ene side er der velkendte risici ved en ubehandlet depression. På den anden side er risikoen for bivirkninger, der i nogle tilfælde er dokumenterede.
På nuværende tidspunkt ved vi, at gravides brug af SSRI-præparater kan medføre alvorlige bivirkninger hos fostret og nyfødte. Der er risiko for misdannelser, herunder især misdannelser af hjertekarsystemet, forhøjet tryk i lungekredsløbet og abstinenssymptomer hos barnet. Men vi ved også fra omfattende videnskabelige studier, at risikoen er lav.
Lægemiddelstyrelsen vil løbende informere om ny viden vedrørende sikkerheden ved SSRI.