Årsrapport 2012 – Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen
Årsrapport - Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen
Årets resultat for Sundhedsstyrelsen er et underskud på 32,6 millioner kroner, hvilket formindsker Sundhedsstyrelsens overskud ultimo 2012 til 1,4 millioner kroner. Den primære forklaring på årets resultat er, at Sundhedsstyrelsen har overført 30 millioner kroner til departementet til prioriteringer inden for ministerområdet samt 10,7 millioner kroner til Lægemiddelstyrelsen med henblik på, at Lægemiddelstyrelsen overholder disponeringsreglerne i forhold til statsforskrivningen.
Årsrapporten består af to dele, idet regnskaberne for Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen er blevet holdt adskilt i 2012. I årsrapporten beskrives styrelsernes økonomiske og faglige resultater.
Årets resultat for Lægemiddelstyrelsen er et underskud på 25,9 millioner kroner, hvilket formindsker Lægemiddelstyrelsens overskud til 0,0 millioner kroner ultimo 2012. Årets resultat skal ses i lyset af, at der i 2012 er overført 7,5 millioner kroner fra departementet og 10,7 millioner kroner fra Sundhedsstyrelsen. Det samlede resultat dækker over et underskud på gebyrområdet på 48,1 millioner kroner, et overskud på nettobevillingsområdet på 16,9 millioner kroner og et overskud på egenfinansieringsområdet (EMA) på 5,2 millioner kroner.
De faglige resultater er beskrevet nærmere i årsrapporten, men her kan det nævnes, at målopfyldelsen af Sundhedsstyrelsens resultatkontrakt er 80 pct., mens målopfyldelsen af Lægemiddelstyrelsens resultatkontrakt er 68 point.
Lønforbruget i Sundhedsstyrelsen faldt fra 202 millioner kroner i 2011 til 199 millioner kroner i 2012, og antallet af årsværk faldt fra 353 til 337, dermed er årsværksprisen steget fra 0,57 millioner kroner til 0,59 millioner kroner. Personalereduktionen i forbindelse med handlingsplanen for effektiv administration har kun delvis virkning i 2012 på grund af opsigelsesvarsler.
Lønforbruget i Lægemiddelsstyrelsen faldt fra 240 millioner kroner i 2011 til 237 millioner kroner i 2012, og antallet af årsværk faldt fra 448 til 409, dermed er årsværksprisen steget fra 0,54 millioner kroner til 0,58 millioner kroner. Personalereduktionen i forbindelse med handlingsplanerne for effektiv administration og gebyr har kun delvis virkning i 2012 på grund af opsigelsesvarsler.