Undersøgelse over apotekernes driftsforhold i 2018
I 2015 blev den nye apotekerlov vedtaget. Denne har betydet, at det herefter er muligt for apotekere at etablere frivillige (dvs. ikke-tilskudsberettigede) filialer og apoteksudsalg i en radius på maksimalt 75 km fra moderapoteket. Ultimo 2014 (altså inden den nye apotekerlov blev vedtaget) var der i Danmark 312 receptekspederende enheder. Ultimo 2018 var dette antal steget til 484. Ligeledes har den nye apotekerlov betydet, at apotekere, der efter 1. juli 2015 af Lægemiddelstyrelsen meddeles bevilling til at drive flere apoteker, ikke modtager særlig godtgørelse for drift af de nytildelte bevillinger. Disse bevillinger benævnes herefter tillægsbevillinger.
Apoteksbevillinger, der af Lægemiddelstyrelsen er meddelt en apoteker, der i forvejen driver apotek, før 1. juli 2015 benævnes supplerende enheder. Tilskuddet til de supplerende enheder nedtrappes gradvist indtil 2021, hvorefter der ikke længere gives tilskud til apotekere med mere end en bevilling.
Beløbsgrænsen, der afgør, hvorvidt et apotek betaler udligningsafgift eller modtager udligningstilskud, var i 2018 36.602.219 kr. Udligningsordningen genererede i 2018 et "overskud", der i henhold til de nye regler medfinansierer udbetalingen af filial- og apoteksudsalgsgodtgørelser.
Denne undersøgelse af apotekernes driftsforhold for 2018 bygger på de regnskabsindberetninger, som apotekerne skal udarbejde ifølge § 47 i lovbekendtgørelse nr. 801 af 12. juni 2018 om apoteksvirksomhed, bekendtgørelse nr. 1103 af 15. september 2015 om aflæggelse af apoteksregnskab og bekendtgørelse nr. 879 af 17. december 1991 om apotekernes varelageropgørelse. Regnskaberne er udarbejdet i henhold til Lægemiddelstyrelsens vejledning til apotekernes regnskaber af december 2018.
Undersøgelsen omfatter 234 apoteker. Af disse havde 149 apoteker i alt 253 tilhørende apoteksfilialer. Primo 2018 var der 234 apoteker, mens der ultimo året var 231 apoteker, da 3 apotek er blevet omdannet til filialer. Der var primo 2018 13 supplerende enheder samt 10 tillægsbevillinger, mens der ultimo 2018 var 10 supplerende enheder samt 17 tillægsbevillinger.
Disse er medregnet som apoteker og indgår dermed i det samlede antal af apoteker. Der har i alt været 211 koncerner (dvs. apoteker med supplerende enheder eller tillægsbevillinger).
På grund af ejerskifte, strukturændringer m.v. er undersøgelsen baseret på 244 apoteksregnskaber.
Link til rapport: Undersøgelse over apotekernes driftsforhold i 2018 (pdf)