Indfører du medicin som indeholder doping eller euforiserende stoffer?
Hvis du indfører medicin indeholdende doping eller euforiserende stoffer til Danmark, kan det være ulovligt, og du kan blive politianmeldt. Dette gælder både, hvis du selv henter medicinen fra et andet land, eller hvis du får den tilsendt. En række betingelser skal være opfyldt for, at det er lovligt.
Noget af den medicin, som du bruger, kan indeholde stoffer, der betragtes som doping eller euforiserende stoffer. Ulovlig indførsel af doping eller euforiserende stoffer behandles af politiet og kan være en alvorlig sag. Det kan derfor betale sig at sætte sig grundigt ind i reglerne for indførsel af medicin indeholdende doping eller euforiserende stoffer.
Som indfører af medicin er det dit ansvar at sikre, at indførslen er lovlig.
Indførsel af medicin med euforiserende stoffer
Du skal være opmærksom på, at det som privatperson er ulovligt at besidde euforiserende stoffer i Danmark, medmindre det skal bruges til sygdomsforebyggelse eller behandling og er lægeordineret. For at kunne bevise dette, er det nødvendigt at have dokumentation for behandling med medicinen fx en recept, når du indrejser med produktet til Danmark, og mens du opholder dig i Danmark.
Ved forsendelse
Det er ikke tilladt at indføre medicin indeholdende euforiserende stoffer ved forsendelse, uanset hvilket land medicinen sendes fra. Det vil sige, at det f.eks. ikke er lovligt at købe medicin indeholdende euforiserende stoffer på nettet og få det sendt pr. post fra Sverige eller USA.
Ved indrejse
Privatpersoner må ved indrejse medbringe medicin, som indeholder euforiserende stoffer på liste B, C, D og E i bekendtgørelse om euforiserende stoffer, dog kun svarende til 30 dages personligt forbrug. Medicinen skal være til personlig brug til sygdomsforebyggelse eller –behandling.
Vær opmærksom på, at du ved indrejse med medicinen, kan afkræves dokumentation for at medicinen er til personlig brug. Dokumentation kan være i form af en recept eller Schengenattest.
Privatpersoner må ved indrejse derimod ikke indføre lægemidler, der indeholder euforiserende stoffer optaget på liste A i bekendtgørelse om euforiserende stoffer.
Du kan i bilagene til bekendtgørelse om euforiserende stoffer eller på Lægemiddelstyrelsens samlede liste over euforiserende stoffer se, om et stof er euforiserende, og på hvilken liste det er anført.
Indførsel af medicin med doping
Du skal være opmærksom på, at det som privatperson er ulovligt at besidde doping i Danmark, medmindre det skal bruges til sygdomsforebyggelse eller behandling og er lægeordineret. For at kunne bevise dette, er det nødvendigt at have dokumentation for behandling med medicinen fx en recept, når du indrejser med produktet til Danmark, og mens du opholder dig i Danmark.
Ved forsendelse
Det er tilladt at indføre lægeordineret medicin, som indeholder stoffer omfattet af dopingloven til personligt brug ved forsendelse fra EU/EØS-lande. Medicinen skal være lovlig i afsenderlandet. Det er ulovligt at få medicin omfattet af dopingloven tilsendt fra lande udenfor EU/EØS.
Ved indrejse
Det er tilladt at indrejse med lægeordineret medicin, som indeholder stoffer omfattet af dopingloven til personligt brug ved indrejse fra EU/EØS-lande. Medicinen skal være lovlig i det land, hvor det er købt. Ved indrejse fra lande udenfor EU/EØS må man kun medbringe medicin til 3 måneders forbrug.
Vær opmærksom på, at du ved indrejse med medicinen, kan afkræves dokumentation for at medicinen er til personlig brug. Dokumentation kan være i form af en recept.
Hvis du overtræder reglerne, overdrages sagen til politiet
Hvis du indfører medicin indeholdende doping eller euforiserende stoffer ulovligt, overføres sagen til politiet, som vil behandle sagen.
Indeholder min medicin doping eller euforiserende stoffer?
Det kan som privatperson være svært at vide, om din medicin indeholder doping eller euforiserende stoffer.
Hvis du modtager medicin indenfor følgende typiske behandlingsområder, skal du være ekstra opmærksom på om din medicin indeholder stoffer omfattet af reglerne om euforiserende stoffer eller doping.
Typiske behandlingsområder med euforiserende stoffer
- ADHD
- Analgetika (smertestillende), herunder opioider og medicinsk cannabis
- Opioid afhængighed
- Antiepileptika (epilepsi)
- Behandling af angst, herunder benzodiazepiner
Typiske behandlingsområder med dopingmidler
- Hypogonadisme (lavt testosteron)
- Væksthormonmangel
- Antiøstrogener (endokrin terapi)
- Anæmi (midler der øger røde blodlegemer)
- Fertilitetsmidler
Du kan se en liste over de stoffer, der i Danmark betragtes som euforiserende, i bilagene til bekendtgørelse om euforiserende stoffer eller på Lægemiddelstyrelsens samlede liste over euforiserende stoffer
Du kan se en liste over de stoffer, som Lægemiddelstyrelsen har vurderet til at være doping. Se liste over de stoffer, der i Danmark betragtes som doping.
Lovgivning:
Bekendtgørelse om euforiserende stoffer