Hvordan vurderer man evidens for et lægemiddels effekt
Når man skal afgøre, om et lægemiddel eller en vaccine virker mod en given sygdom, eller om en vaccine eller et lægemiddel er årsag til bivirkninger, så bruger man begrebet evidens.
Hvad betyder evidens
Al forskning starter med opstilling af en hypotese. En hypotese er antagelse om en årsagsforklaring. Hvis rigtig mange studier af lødig kvalitet uafhængigt af hinanden bekræfter hypotesen eller dele af den, så taler man om evidens. Evidens er sandsynliggørelse af en hypotese på baggrund af forskning.
Evidens betyder altså ikke bevis eller ensidigt faktum. Evidens ændres over tid i takt med, at ny viden kommer til og er baseret på den aktuelt bedste viden. Der er også forskel på evidens og erfaring. Personlige oplevelser eller enkeltstående observationer er svag evidens. Men de kan måske bruges til at formulere nye hypoteser, som kan undersøges videnskabeligt.
Flere grader af evidens
Der er forskellige grader af evidens fra svag til stærk. Forskerne kan benytte en lang række forskellige forskningsmetoder, når de skal efterprøve en hypotese. Hvilken metodik som egner sig bedst, afhænger af, hvad man vil undersøge. Det spiller også ind, om flere (og gode studier) kommer til samme resultat. Hvis flere forskellige studier foretaget af forskellige forskere kommer til samme resultat eller peger i samme retning, så er evidensen stærk og hypotesen sandsynliggjort. Der kan også være tale om, at hovedparten af en række undersøgelser peger i én retning, mens enkelte andre undersøgelser peger i anden retning. Men udgangspunktet for stærk evidens er, om man i sit valg af forskningsdesign og studier har været systematisk, grundig og objektiv.
Hvordan vurderer man evidens
Enkeltstående resultater og studier er brikker i et stort puslespil. Når man vurderer studierne og graden af evidens, kigger man på, om den grundlæggende hypotese er relevant, hvordan studiet er designet, hvor mange, der har deltaget i studiet, hvor lang tid studiet tog, hvor stor den målte effekt var, hvilken anden viden på området man har, og endelig hvor mange studier, der peger i samme retning.
Det spiller også en rolle, hvor solidt studiet er. Evidenspyramiden (eller evidenshierarkiet) bruges inden for sundhedsvidenskaben til at angive, hvilke typer forsøg der giver den stærkeste evidens. Jo højere oppe i pyramiden, jo mere vægt tillægges studierne.