Forventet mangel på næsesalve mod MRSA

1. juli 2016

Lægemiddelsstyrelsen forventer, at der frem til midt i juli vil være mangel på Bactroban Nasal næsesalve 2%, der bruges til at behandle MRSA i næsen. Bactroban salve 2 % kan heller ikke leveres i denne periode og forventes først at være tilgængelig igen i slutningen af juli.

GlaxoSmithKline Pharma A/S (GSK), som er indehaveren af markedsføringstilladelserne for Bactroban Nasal næsesalve og Bactroban salve, har informeret Lægemiddelstyrelsen om, at det ikke er muligt at levere produkterne til det danske marked i en kort periode. Det forventes, at grossisterne ved slutningen af denne uge (uge 26) ikke længere vil have lager af produkterne. Det er uvist, hvad beholdningen af produkterne er på de enkelte apoteker.

Bactroban Nasal næsesalve forventes at være tilgængelig ved grossisterne igen i midten af juli, mens Bactroban salve 2 % først forventer at være tilbage i slutningen af juli.

Til patienter, hvor der opstår problemer grundet denne mangelsituation, anbefales det, at der foretages en individuel vurdering af, hvilken anden behandling der skal bruges. Der henvises til den regionale MRSA-enhed eller den lokale mikrobiologiske afdeling.

Fakta om MRSA og Bactroban

MRSA er en forkortelse for methicillin-resistent Staphylococcus aureus. Det er en bakterie (stafylokok), der er modstandsdygtig over for behandling med almindelige antibiotika. Bakterien kan findes på huden eller i næsen, uden man har tegn på betændelse (infektion). Dette kaldes bærertilstand. Bakterien kan overføres ved direkte berøring mellem mennesker eller ved berøring af genstande, fx et dørhåndtag.

Bactroban er handelsnavnet for creme, salve og næsesalve indeholdende det antibiotiske stof mupirocin. Bactroban Nasal næsesalve er godkendt til elimination af MRSA i næsen. Bactroban creme og almindelig salve kan anvendes til hudinfektioner med stafylokokker og/eller streptokokker, herunder MRSA, der er følsomme for mupirocin.

Kontaktperson ved GSK:

Päivi Harju,
Send en mail 
Tlf.nr.: +45 2469 9125.