Gigtmedicin skal bruges med omtanke til hjertepatienter
Lægemiddelstyrelsen gør opmærksom på, at visse typer gigtmedicin så vidt muligt ikke bør bruges af personer med risiko for hjertesygdomme.
Læger, der udskriver gigtmedicin af typen NSAID (non-steroide anti-inflammatoriske lægemidler), bør være særligt opmærksomme på, at denne type medicin giver en øget risiko for hjertesygdomme hos patienter.
Det drejer sig specifikt om produkterne Diclofenac, Ibuprofen og Naproxen. I produktresumeerne for de nævnte produkter, står det udførligt beskrevet, at disse midler er kontraindicerede ved svær hjerteinsufficiens.
I produktresumeet for Diclofenac er det endvidere beskrevet, at patienter med signifikante risikofaktorer for kardiovaskulære hændelser f.eks. hypertension (forhøjet blodtryk), hyperlipidæmi (eksempelvis for højt kolesterol), diabetes mellitus (sukkersyge), samt patienter, der ryger, kun bør behandles med Diclofenac efter nøje overvejelse.
Lægemiddelstyrelsen kan derudover oplyse, at Naproxen har den laveste risiko. Diclofenac anses for at have samme relativt høje risiko som de nyere midler (COX-2-hæmmere), og Ibuprofen i høje doser (2400 mg daglig) anses også for at have en relativt høj risiko.
Anbefalingen er fortsat at bruge disse midler i kortest mulig tid og lavest mulige dosis.
Yderligere oplysninger kan findes i rapporten:
De aktuelle produktresumeer kan findes på hjemmesiden: www.produktresume.dk