Høring om forslag til tilskudsstatus for medicin mod ADHD
Medicintilskudsnævnet er i gang med at revurdere tilskudsstatus for medicin mod ADHD (ATC-gruppe N06BA samt N07XX04 og C02AC02) og har nu færdiggjort et forslag til indstilling: Medicintilskudsnævnets forslag til indstilling af 7. april 2016 om tilskudsstatus for lægemidler mod ADHD.
I dette forslag lægger nævnet op til, at medicin mod ADHD fortsat ikke bør have generelt tilskud eller generelt klausuleret tilskud. Nævnet mener, at det også fremover er mest hensigtsmæssigt, at lægen skal søge om enkelttilskud til denne medicin til sine patienter.
Inden Medicintilskudsnævnet færdiggør sin indstilling, har nævnet indledt partshøring af de berørte virksomheder: Høringsbrev af 7. april 2016 – lægemidler mod ADHD.
Der er høringsfrist den 7. juli 2016. Herefter vil Medicintilskudsnævnet genoptage sine drøftelser og på baggrund af bl.a. de indkomne høringssvar arbejde videre med sin indstilling til Lægemiddelstyrelsen.
De relevante videnskabelige selskaber og patientforeninger samt Apotekerforeningen, Lægeforeningen, PLO og Sundhedsstyrelsen bliver samtidig hørt over Medicintilskudsnævnets forslag, jf. Liste over videnskabelige selskaber og patientforeninger.