Høring om forslag til tilskudsstatus for medicin mod migræne
Medicintilskudsnævnet er i gang med at revurdere tilskudsstatus for medicin mod migræne (ATC-gruppe N02C samt N07CA03) og har nu færdiggjort et forslag til indstilling: Medicintilskudsnævnets forslag til indstilling af 7. april 2016 om tilskudsstatus for lægemidler mod migræne.
Til akut behandling af migræneanfald bruger lægerne ofte en gruppe medicin kaldet triptaner. Der er ligeværdig effekt af de forskellige triptaner, men store prisforskelle. Medicintilskudsnævnet lægger op til, at der fremover bør være generelt tilskud til de billigste triptaner, mens tilskuddet til de dyrere triptaner bør bortfalde. Det drejer sig om zolmitriptan smeltetabletter, almotriptan, eletriptan og frovatriptan.
Nævnet anbefaler desuden, at triptaner som næsespray, suppositorier og til injektion bør have generelt klausuleret tilskud. Det skyldes, at de har en høj behandlingspris og derfor kun er rationelle at bruge til udvalgte patienter.
Inden Medicintilskudsnævnet færdiggør sin indstilling, har nævnet indledt partshøring af de berørte virksomheder: Høringsbrev af 7. april 2016 – lægemidler mod migræne.
Der er høringsfrist den 7. juli 2016. Herefter vil Medicintilskudsnævnet genoptage sine drøftelser og på baggrund af bl.a. de indkomne høringssvar arbejde videre med sin indstilling til Lægemiddelstyrelsen.
De relevante videnskabelige selskaber og patientforeninger samt Apotekerforeningen, Lægeforeningen, PLO og Sundhedsstyrelsen bliver samtidig hørt over Medicintilskudsnævnets forslag, jf. Liste over videnskabelige selskaber og patientforeninger.