Høring over forslag til tilskudsstatus for medicin mod overaktiv blære
Medicintilskudsnævnet er i gang med at revurdere tilskudsstatus for medicin mod overaktiv blære og inkontinens og har nu færdiggjort et forslag til Lægemiddelstyrelsen: Medicintilskudsnævnets forslag af 25. oktober 2017 til tilskudsstatus for lægemidler mod overaktiv blæresyndrom og inkontinens.
Der bruges flere forskellige slags medicin til behandling af overaktiv blære. De har alle ligeværdig effekt, men der er kan være forskelle i bivirkninger og der er store prisforskelle. Medicintilskudsnævnet mener, at lægerne bør behandle med den billigste af denne medicin, hvilket er i tråd med gældende behandlingsvejledninger. Medicintilskudsnævnet anbefaler derfor, at inden for gruppen af muskarinreceptor antagonister bør det kun være tolterodin, der fremover har generelt tilskud. Nævnet anbefaler desuden, at det generelle tilskud til af mirabegron klausuleres, til de patienter der ikke kan behandles med en muskarinreceptor antagonist med generelt tilskud.
Inden Medicintilskudsnævnet færdiggør sin anbefaling til Lægemiddelstyrelsen, har nævnet indledt partshøring af de berørte virksomheder: Høringsbrev af 25. oktober 2017 til parter.
Der er høringsfrist den 25. januar 2018. Herefter vil Medicintilskudsnævnet genoptage sine drøftelser og på baggrund af de indkomne høringssvar arbejde videre med sin anbefaling til Lægemiddelstyrelsen.
De relevante videnskabelige selskaber og patientforeninger samt Apotekerforeningen, Lægeforeningen, Medicinrådet, PLO og Sundhedsstyrelsen bliver samtidig hørt over Medicintilskudsnævnets forslag, jf. denne liste: Liste over videnskabelige selskaber og patientforeninger.
Medicintilskudsnævnet har modtaget skriftlige bidrag og disse er indgået i nævnets anbefalinger. Bidrag til revurdering af tilskudsstatus for lægemidler i ATC-gruppe G.