Ulovligt indført medicin fra hjemmesiden Biovea.com
Lægemiddelstyrelsen har i de seneste dage fået en del henvendelser fra personer, som har fået konfiskeret medicin, de har købt via firmaet Biovea på nettet.
Den medicin, der bliver konfiskeret er afsendt fra USA, og derfor er det ikke lovligt for danske borgere at bestille den hjem.
Køb af medicin over nettet er kun lovligt, hvis medicinen bliver sendt fra et andet EU-land eller fra et af EØS-landene (Island, Lichtenstein og Norge), og hvis disse krav er opfyldt:
- Medicinen skal være til personlig brug (man må fx ikke købe det for at sælge det videre)
- Medicinen må ikke være til dyr
- Medicinen må ikke indeholde doping eller euforiserende stoffer
Selv om Biovea oplyser på deres hjemmeside, at deres forsendelser sendes fra et EU-land, er det i flere tilfælde ikke korrekt.
Lægemiddelstyrelsen er opmærksomme på problemstillingen, men da Biovea ikke er etableret som firma i Danmark, har vi ikke umiddelbart mulighed for at sætte en stopper for deres aktiviteter.
Hvis du har fået stoppet en pakke med medicin købt på Bioveas hjemmeside i tolden, sender SKAT dig et pakkebevis, med et såkaldt P-nummer (SKATs sagsnummer), samt et informationsark fra Lægemiddelstyrelsen, som indeholder yderligere oplysninger om det videre forløb.
Lægemiddelstyrelsen modtager en kopi af pakkebeviset fra SKAT, og vi får samtidig overdraget den konfiskerede medicin til nærmere vurdering.
Vi sender dig et brev, en såkaldt partshøring, hvor vi oplyser om reglerne og beder om dine eventuelle bemærkninger.
Efterfølgende sender vi dig en afgørelse, altså vores vurdering af, om du har købt noget medicin, der er ulovligt indført.
Hvis det viser sig, at indførslen var ulovlig, får du en begrundelse for det.