Advarsel mod hudcremen Yiganerjing Antibakteriel Cream

21. marts 2018

Hudcremen Yiganerjing Antibakteriel Cream, der sælges på internettet, indeholder lægemiddelstoffer selvom det ikke kan ses af pakningen.

Cremen indeholder binyrebarkhormon og svampemidler, hvilket kan give alvorlige bivirkninger på huden, fx tynd hud, pigmentforandringer, øget hårvækst og forværring af hudinfektioner. Denne type medicin anvendes normalt kun på mindre hudområder og i kort tid ad gangen.

Cremens pakning siger ikke, at der er tale om medicin, og det fremgår heller ikke af deklarationen, at der er lægemiddelstoffer i cremen. Derfor kan du som forbruger ikke vide, at du køber og bruger medicin, der ikke er godkendt af Lægemiddelstyrelsen.

Hvis du har brugt cremen

Hvis du har brugt cremen Yiganerjing Antibakteriel Creme, bør du stoppe med at bruge den. Hvis du har brugt cremen i længere tid (fx flere uger), på et større hudområde, på tildækket hud, på revnet hud eller til børn, bør du kontakte læge, inden du stopper med henblik på at få den rette behandling. Rester af det ulovlige lægemiddel kan du aflevere på apoteket til destruktion.

Vores advarsel er baseret på en analyse foretaget af de engelske lægemiddelmyndigheder, som har afsløret, at cremen indeholder lægemiddelstoffet: clobetasol-propionat - et stærkt virkende binyrebarkhormon (glucokortikoid), og to andre aktive lægemiddelstoffer der anvendes til behandling af hudinfektioner: ketoconazol og miconazol. Lægemiddelstofferne findes i flere godkendte receptpligtige lægemidler til behandling af hudsygdomme, fx eksem og psoriasis.

Billeder af Yiganerjing Antibakteriel Cream:

Yiganerjing billede 1

Yiganerjing billede 2

Link

De engelske lægemiddelmyndigheders advarsel (Gov.uk)