Simple råd skal hjælpe borgere med at handle sikkert på nettet
De fleste af os har prøvet at få mails med tilbud om forskellige vidundermidler af mere eller mindre tvivlsom karakter. Rigtig mange har også hørt om fx medicin med utrolige resultater, som godt nok ikke findes på apoteket, men kan købes på hjemmesider. Og en stor del har også prøvet at købe noget på nettet, som viste sig ikke at være den ”ægte” vare – og måske ligefrem ulovligt. Lægemiddelstyrelsen har samlet 12 myndigheder i et samarbejde for at sætte fokus på sikker nethandel. Det er blevet til forbrugerportalen "Nethandel #heltsikkert".
Ligeså nemt og bekvemt det er at handle på nettet, ligeså nemt er det at blive snydt. Og når der er tale om medicin, og hvad man derved udsætter sin krop for, så skal man se sig godt for, når man handler på nettet. Og det er der heldigvis råd for. For udover at give en samlet indgang til information om, hvordan man kan handle sikkert på nettet, og hvad man kan gøre, hvis det er gået galt, giver Nethandel #heltsikkert borgerne simple råd til, hvordan man kan at vælge sikre produkter og betale sikkert på nettet.
Et af rådene kommer fra Lægemiddelstyrelsen. Det handler om, hvordan man kan sikre sig, at den netbutik, man handler på, sælger medicin lovligt, så man ikke bliver snydt eller får medicin, der ikke virker, som lovet, eller som i værste fald er livsfarligt.
”Ulovligt salg af medicin på nettet er et stigende problem. Man aner ikke, hvordan medicinen fremstilles, eller hvad der er i medicinen. Dem, der står bag netbutikken, har kun penge for øje og ikke købernes helbred. Ud over sundhedsrisikoen kan man også risikere at blive udsat for identitetstyveri, kreditkortsvindel og få sin computer inficeret med skadelig virus, hvis man køber ulovlige produkter på nettet. Det er vigtigt, at man ikke udsætter sig selv for en helt unødig sundhedsrisiko, der nemt kan undgås, hvis man i stedet køber sin medicin hos en godkendt forhandler”, siger enhedschef i Lægemiddelstyrelsen Kim Helleberg Madsen.
Kig altid efter det grønne EU-mærke
Et enkelt råd er altid at kigge efter det grønne EU-logo, når man køber medicin på nettet. Det grønne EU-logo betyder nemlig, at net-forhandleren er godkendt af en myndighed. Det grønne EU-logo skal fremgå af alle netbutikker i EU, der har tilladelse til at sælge medicin. Hvis logoet mangler, kan man være ret sikker på, at det enten er en net-butik, der sælger ulovligt, eller at det er en sælger uden for EU, og så er det ulovligt at indføre medicinen til Danmark. Det grønne EU-logo skal være klikbart og føre dig videre til enten Lægemiddelstyrelsens eller en anden EU-lægemiddelmyndigheds liste over apoteker eller godkendte internetforhandlere.
Her kan du se Lægemiddelstyrelsens liste over de apoteker, som sælger medicin på nettet og listen over andre godkendte danske forhandlere, som sælger medicin på nettet.
Få gode råd til køb af medicin på internettet på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. Se også Lægemiddelstyrelsens facebook-profil.
Om kampagnen Nethandel #heltsikkert
Kampagnen er blevet til i et samarbejde mellem følgende myndigheder og råd:
- Lægemiddelstyrelsen
- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
- Det Kriminalpræventive Råd
- Forbruger Europa
- Forbrugerombudsmanden
- Fødevarestyrelsen
- Patent- og Varemærkestyrelsen
- Sikkerhedsstyrelsen
- Digitaliseringsstyrelsen
- Rigspolitiet
- Toldstyrelsen
- Skattestyrelsen
Den fælles indgang til Nethandel #heltsikkert har hjemme på den offentlige forbrugerportal, www.forbrug.dk, hvor alle myndighedernes råd til sikker nethandel vil være samlet.
Råd til sikker nethandel og meget mere kan findes på de enkelte myndigheder og råds hjemmesider og på deres sociale medier.
Læs mere på Nethandel #heltsikkert.
Læs Erhvervsministeriets pressemeddelelse: Danskerne skal kunne handle trygt på nettet