Tilskuddet til Inegy og Atozet mod forhøjet kolesterol bortfalder den 20. maj 2019

11. februar 2019

Den 20. maj 2019 mister kombinationsmedicin mod forhøjet kolesterol det generelt klausulerede tilskud. Det gælder for medicinen Inegy, med indholdsstofferne ezetimib + simvastatin og for Atozet, med indholdsstofferne ezetimib + atorvastatin.

Det vil fortsat være muligt at få tilskud til medicinen, når indholdsstofferne købes i separate tabletter og ikke som kombination. 

Tilskuddet bortfalder, fordi prisen på kombinationerne ezetimib + simvastatin og ezetimib + atorvastatin nu er væsentligt højere i forhold til prisen på indholdsstofferne i separate tabletter.

Læger og apoteker får besked om tilskudsændringen

Lægemiddelstyrelsen har udarbejdet et informationsark til patienterne om tilskudsændringen. Informationsarket er sendt til landets apoteker, så patienter kan få udleveret informationsarket sammen med en opfordring om at tage kontakt til lægen, med henblik på at få recept på separate tabletter i stedet for kombinationsmedicin. Kontakt til lægen kan ske i god tid inden den 20. maj 2019.

De alment praktiserende læger får direkte besked om ændringerne. Sygehuslægerne bliver informeret ad forskellige kanaler. Vi informerer også de relevante lægevidenskabelige selskaber og patientforeninger.

Læs mere

Informationsark

Afgørelse om tilbagekaldelse af generelt klausuleret tilskud til ezetimibe+ statin