Begrænsning af salg af medicin på apoteker (præcisering)

12. marts 2020, Opdateret 18. marts 2020

Sundhedsministeren har aktiveret dele af lægemiddelberedskabet. Det betyder, at man ikke kan købe mere receptmedicin på apoteket end det, der svarer til ens normale forbrug, og at der indført begrænset udlevering af håndkøbslægemidler. Beslutningen er truffet for at modvirke hamstring.

Sundhedsministeren har aktiveret lægemiddelberedskabet for at undgå, at der opstår forsyningsproblemer med medicin som følge af hamstring.

Det betyder bl.a., at man ikke kan købe mere receptmedicin på apoteket end det, der svarer til ens normale forbrug.

Ved køb af håndkøbslægemidler på apoteker, supermarkeder og andre steder, hvor man kan købe medicin i håndkøb, kan man kun købe en pakke af hver type medicin med det samme aktive indholdsstof. 

I særlige tilfælde kan man dog på apotek også få udleveret samme lægemiddel til børn i en anden form eller styrke.

For de ældres, de syges og de svages skyld

Indtil videre er der ingen tegn på forsyningssvigt af medicin på grund af udbruddet af coronavirus. Sådan skal det blive ved med at være. For ellers er det de ældre, de syge og de svage danskere, det kommer til at gå ud over. Derfor begrænser vi for en sikkerheds skyld salget af medicin, og derfor opfordrer vi alle til at vise samfundssind, holde sig fra at hamstre og hjælpe med til at sørge for, at der ikke opstår unødige problemer med forsyningen af medicin, siger direktør i Lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz.

Lægemiddelstyrelsen følger situationen, og det kan ikke udelukkes, at andre tiltag kan blive nødvendige.