COVID-19: Lægemiddelstyrelsen forlænger periode, hvor alle lægemiddelpakninger medtages i Medicinpriser
I forbindelse med aktiveringen af lægemiddelberedskabet den 12. marts 2020, har Lægemiddelstyrelsen besluttet at forlænge anvendelsen af § 16 i bekendtgørelse om lægemiddelberedskabet i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Anvendelsen af § 16, forlænges i yderligere 3 prisperioder, således at den er gældende til og med prisperioden der træder i kraft den 10. august 2020.
Som led i at forebygge potentielle forsyningsproblemer for lægemidler som følge af Corona pandemien, ændrede Lægemiddelstyrelsen den 18. maj 2020, midlertidigt sin sædvanlige praksis for medtagelse af pakninger i Medicinpriser, således at alle anmeldte lægemiddelpakninger, uanset leveringsevne, i en begrænset periode ville blive medtaget i Medicinpriser.
Praksisændringen var midlertidig og gjaldt foreløbigt til og med den prisperiode, der træder i kraft den 29. juni 2020. Lægemiddelstyrelsen har dog besluttet at forlænge perioden for anvendelsen af § 16, således at praksisændringen nu er gældende til og med prisperioden der træder i kraft den 10. august 2020.
Lægemiddelstyrelsen vil derfor fortsat medtage alle anmeldte lægemiddelpakninger i Medicinpriser, uanset om pakningen efter styrelsens normale praksis ville blive deaktiveret på grund af utilstrækkelig leveringsevne eller deaktiveret da pakningen er meldt i leveringssvigt den sidste hverdag før en ny prisperiode træder i kraft.
De øvrige regler på medicinprisområdet gælder fortsat, og det er kun reglerne i § 6, stk. 1, og § 11, stk. 1, i bekendtgørelse om medicinpriser og leveringsforhold m.v. (medicinprisebekendtgørelsen), der midlertidigt sættes ud af kraft.