Nedlukning af lægemiddelregister kan have konsekvenser for tilskuddet til din medicin den 23. november
Går man på apoteket den 23. november for at købe medicin, kan man blive opfordret til at komme igen en anden dag, hvis man vil være sikker på at få fuldt tilskud til sin medicin. Årsagen er, at Lægemiddelstyrelsen får nyt lægemiddelregister, som er det system, der blandt andet beregner medicintilskud. Skiftet til det nye system kan skabe forstyrrelser, der påvirker beregningen af tilskuddet til din medicin.
Tilskudspriser bruges til at beregne, hvor meget den enkelte borger selv skal betale for sin medicin, og hvor meget staten betaler. Tilskuddet fås til den eller de udgaver af medicinen, der er den billigste tilgængelige. Det er Lægemiddelstyrelsen, der beregner tilskudspriserne i lægemiddelregistret. Og det er det lægemiddelregister, der bliver udskiftet mandag den 23. november. Nedlukningen af det gamle lægemiddelregister kan betyde, at Lægemiddelstyrelsen ikke kan genberegne nye tilskudspriser. Tilskudspriserne vil derfor ikke være opdateret i apotekernes system.
I nogle meget få tilfælde kan man derfor komme til at betale for meget for sin medicin, og det vil ikke være muligt at få pengene tilbage senere.
Køb medicinen efter den 23. november for at være sikker på at få tilskud
Hvis den medicin, man skal købe, er berørt af forstyrrelserne i tilskudssystemet, vil man få besked på apoteket. Det er kun tilfældet for meget få medicinkøb. Hvis man vil være sikker på at få det fulde tilskud til sin medicin, bør man vente et par dage med at købe sin medicin.
Forstyrrelserne i tilskudssystemet kan forekomme den 23. november og i værste fald også den 24. november.