Ny chef for Lægemiddelstyrelsens dataanalysecenter
Lægemiddelstyrelsen har ansat Jesper Kjær som chef for styrelsens dataanalysecenter pr. 1. april. Dataanalysecenteret åbnes officielt senere på året.
Jesper Kjær kommer fra en stilling som Director for Data Management Innovation hos Novo Nordisk, hvor han blandt andet har haft ansvaret for at udvikle nye metoder til innovation, data managementprocesser og implementering af kunstig intelligens og robotteknologi i data management.
Fra 1. april skal han stå i spidsen for Lægemiddelstyrelsens nye dataanalysecenter, som er en enhed under etablering i styrelsen. Selve centeret er et af de første af sin slags i Europa. Formålet med dataanalysecenteret er at opbygge kapacitet i Lægemiddelstyrelsen til at anvende big data, såkaldt real world data og kunstig intelligens i både overvågningen af lægemidler og medicinsk udstyr og i Lægemiddelstyrelsens rådgivning af virksomheder i forbindelse med udvikling af nye lægemidler og nyt udstyr.
"Over en årrække og i et tæt samarbejde med andre myndigheder og forskningsaktører er det vores ambition at blive blandt de mest kompetente lægemiddelmyndigheder i Europa til at kunne analysere og udnytte disse nye store datasat til gavn for borgerne og samfundet. Jeg er utrolig glad for, at vi med Jesper Kjær har fået besat stillingen med en yderst kompetent kandidat, som har de rette faglige kompetencer til at opbygge og udvikle centeret," siger Lægemiddelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz.
Jesper Kjær er enig: ”Jeg glæder mig meget til at starte i Lægemiddelstyrelsen og til at bygge dataanalysecenteret op. Vi har brug for en stærk og datadrevet styrelse til at sætte retningen for digitaliseringen i lægemiddelindustrien. Vi har også brug for datadrevet at give råd om patientgrupper og til at arbejde med at optimere studiedesign, så vi når frem til den korrekte vurdering af nye lægemidler til gavn for patienterne. Vi skal være med til at accelerere præcisionsmedicin og ikke være flaskehalsen. Hver dag tæller og kan være med til at redde liv. Lige så vigtigt skal vi sikre os, at patienter kan være trygge ved godkendte lægemidler via vores overvågning. Alt dette kan gøres hurtigere og bedre ved at bruge data sammen med kunstig intelligens og automatisering. Det bliver fantastisk for os i dataanalysecenteret at kunne sætte det i søen og være med til inspirere andre.”
Jesper Kjær tiltræder den 1. april og vil indgå i Lægemiddelstyrelsens ledelsesteam med reference til direktør Thomas Senderovitz.
Jesper Kjær har en Master of Science i bioinformatik fra Københavns Universitet og en BSc i computer science fra De Montfort University i UK. Udover jobbet i Novo Nordisk har han tidligere arbejdet i Centre for Health and Infective Disease research (CHIP) på Hvidovre Hospital, hvor han var ansvarlig for en bred vifte af data science og bioinformatik opgaver.