Ny nyhedskategori om lægemiddelovervågning skal bidrage til styrket patientsikkerhed

20. januar 2020

Nyt om lægemiddelovervågning er en ny nyhedskategori på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, der skal sikre, at læger og andre sundhedspersoner får bedre adgang til ny viden om bivirkninger og ændret brug af medicin.

Lægemiddelstyrelsen har netop lanceret en ny nyhedskategori, som skal give læger og andre interesserede mulighed for at abonnere på nyheder om bivirkninger ved medicin og ved anbefalinger om ændret brug af medicin på den baggrund. 

Nyhedskategorien kommer i forlængelse af Lægemiddelstyrelsens opdatering af hjemmesiden lmst.dk, som blev lanceret i juni måned sidste år. Her blev der blandt andet åbnet op for mere emnebaserede nyheder, primært målrettet sundhedsprofessionelle, med mulighed for at abonnere på meddelelser med større betydning for patientsikkerheden eller om f.eks. tilskud til medicin, veterinærmedicin og medicinsk cannabis.

”Vi arbejder løbende med at styrke patienternes sikkerhed blandt andet ved at gøre adgangen til væsentlig information om medicin og medicinsk udstyr lettere tilgængelig for dem, der har brug for den”, siger Thomas Dybro Lundorf, der er kommunikationschef i Lægemiddelstyrelsen. 

Nyt om lægemiddelovervågning
Hvis man vil være opdateret om den seneste viden om bivirkninger – og andre sikkerhedsproblemstillinger vedrørende medicin - enten fra den europæiske lægemiddelkomité PRAC eller fra nationale bivirkningssignaler og lignende, så er det relevant at abonnere på nyhedskategorien Nyt om lægemiddelovervågning. 

 Abonnér på Nyt om lægemiddelovervågning og Lægemiddelstyrelsens øvrige nyheder her.