Over 1.000 henvendelser til kampagnen Danmark hjælper Danmark

27. marts 2020

Lægemiddelstyrelsen lancerede i weekenden kampagnen Danmark hjælper Danmark, hvor virksomheder og fabrikanter kan indsende bidrag til at øge forsyningen af værnemidler som ansigtsmasker, handsker og visirer til frontlinjepersonalet. Torsdag rundede antallet af henvendelser 1.000.

COVID-19 udbruddet har forårsaget et stort forbrug af værnemidler, og der er knaphed i sundhedssektoren i regioner og kommuner. Lægemiddelstyrelsen har i flere uger understøttet regioner og kommuner og samarbejdet med virksomheder i ind- og udland for at skaffe værnemidler til frontlinjepersonalet i kampen mod COVID-19.

I weekenden lancerede kampagnen Danmark hjælper Danmark, som fungerer som ét samlet sted, hvor virksomheder kan henvende sig, hvis de kan levere fx håndsprit, mundbind og viserer.

Torsdag havde Lægemiddelstyrelsen fået mere end 1.000 henvendelser.

”Vi har drøntravlt med at løbe det hele igennem, for der er lidt af hvert imellem, men det er dejligt, at der er så mange, der gerne vil hjælpe,” siger Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz.

Bidrag fra virksomheder og institutioner

Blandt eksempler på bidrag er virksomheder og fabrikanter, der har doneret værnemiddeludstyr, og fitnesscentre, efterskoler og daginstitutioner, der er lukket under nedlukningen, som har sendt mindre lagre af håndsprit til kommunen.

Lægemiddelstyrelsen har indtil videre foretaget en første screening af ca. 700 af henvendelserne. Efter screeningen er foretaget, vil der blive foretaget en vurdering af de henvendelser, der muligvis kan bruges. Hvis det er tilfældet, vil de derefter blive sendt videre til kommuner og regioner.

Samarbejde med virksomheder om omlægning af produktionen

Kampagnen er et af de initiativer, der er sat i værk for at modvirke forsyningsproblemer med værnemidler nationalt og internationalt. Herhjemme informerer Sundhedsstyrelsen og Statens Seruminstitut eksempelvis løbende om, hvordan værnemidler skal bruges rationelt i sundhedssektoren i lyset af situationen.

Lægemiddelstyrelsen har desuden etableret et samarbejde med Medicoindustrien, Dansk Industri og Dansk Erhverv med henblik på at understøtte en omlægning af danske virksomheders produktionen af værnemidler.

Læs mere om disse og øvrige tiltag på Lægemiddelstyrelsens tema om COVID19.