Brug for yderligere indberetninger af forsyningsvanskeligheder for lægemidler
Lægemiddelstyrelsen følger forsyningen af lægemidler ekstra tæt på grund af ustabilitet i markedet som følge af coronakrisen. Der er derfor brug for yderligere indberetninger af potentielle forsyningsvanskeligheder. Virksomheder med store markedsandele bedes derfor indberette potentielle forsyningsvanskeligheder, selvom markedet forventes forsynet af substituerbare lægemidler.
Forsyningssikkerheden med medicin er normalt høj i Danmark, men det kan ikke undgås at der sker forsyningssvigt indimellem. Ofte har det ikke nogen praktisk betydning for borgerne, fordi apoteket kan udlevere et alternativ, der svarer til den medicin, som lægen har ordineret. Men det hænder fra tid til anden, at forsyningssvigt påvirker behandlingen af patienter.
I de tilfælde skal virksomhederne ifølge loven give Lægemiddelstyrelsen besked mindst to måneder før, virksomheden kommer i forsyningsvanskeligheder. Såfremt virksomheden først bliver bekendt med forsyningsvanskeligheden på et senere tidspunkt, forventer Lægemiddelstyrelsen at virksomheden orienterer Lægemiddelstyrelsen omgående.
Nedenstående er et udpluk, og virksomheder skal anvende denne side vedr. indberetning af forsyningsvanskeligheder.
Sådan skal Lægemiddelstyrelsen orienteres
Lægemiddelstyrelsen skal orienteres i situationer,
- hvor der kan opstå potentielle livstruende eller alvorlige konsekvenser for patienternes helbred
- hvor manglen på lægemidlet kan påvirke behandlingen af patienter, fordi der ikke findes et markedsført, substituerbart lægemiddel
I de tilfælde skal virksomhederne blandt andet orientere styrelsen om:
- årsagen til forsyningssvigtet
- datoen for – om muligt – hvornår medicinen forventes tilbage på markedet
- en risikovurdering af de forventede konsekvenser
- forslag til plan for afbødning af konsekvenserne
- hvilke tiltag, der efter virksomhedens opfattelse er nødvendige fra myndighedernes side
Særlig opmærksomhed under COVID19-pandemien
Lægemiddelstyrelsen følger forsyningssituationen ifm. COVID19-pandemien meget nøje, og har bedt virksomhederne om at være ekstra opmærksomme på forsyningsvanskeligheder, som kan skyldes COVID-19, uanset hvilket forhold, der truer forsyningerne.