Status på behandlede indberetninger om formodede bivirkninger ved COVID-19 Vaccine Moderna efter vaccination af mere end 12.000 danskere

18. februar 2021

Over 12.000 danskere er vaccineret med COVID-19 Vaccine Moderna. 24 indberetninger om formodede bivirkninger ved COVID-19 Vaccine Moderna er behandlet pr. 16. februar 2021. De fleste er ikke-alvorlige og omhandler hovedsageligt kendte og forbigående bivirkninger. Herudover er der set et tilfælde af anafylaksi.

Over 12.000 borgere i Danmark er nu vaccineret mod COVID-19 med COVID-19 Vaccine Moderna. Heraf har over 1.500 fået anden dosis og er dermed færdigvaccineret.

Lægemiddelstyrelsen har frem til 16. februar 2021 modtaget 51 indberetninger om formodede bivirkninger ved COVID-19 Vaccine Moderna, hvoraf 24 er behandlet. Alle indberetninger vedrører formodede bivirkninger, der er opstået efter 1. vaccination.

De fleste indberettede formodede bivirkninger er ikke-alvorlige. De omhandler hovedsageligt kendte og forbigående bivirkninger som f.eks. træthed, hovedpine og feber og lokale reaktioner ved indstiksstedet såsom smerter og kløe.

Når en vaccine aktiverer immunsystemet, vil mange opleve influenzalignende symptomer. Det er helt almindeligt og et tegn på, at kroppens immunsystem reagerer på vaccinen. Reaktionerne ses ved de fleste typer vacciner, og de plejer at være overstået inden for en dag eller to.

Allergiske reaktioner

Som ved alle vaccinationer er der en lille risiko for sjælden forekomst af kraftige allergiske reaktioner, herunder såkaldte anafylaktiske reaktioner, som kan være alvorlige og føre til livstruende situationer, hvis de ikke behandles omgående.

Lægemiddelstyrelsen har modtaget og vurderet 1 indberetning om anafylaksi (anafylaksi i henhold til Brighton klassifikationen) efter 1. vaccination. Reaktionen blev vurderet til at være relateret til vaccinen, og den var forbigående.

Lægemiddelstyrelsen følger udviklingen af anafylaksi nøje i samarbejde med EMA og andre lægemiddelmyndigheder i EU og globalt.

Læs mere om tidligere statusmeddelelser om overvågning af COVID-19 Vaccine Moderna:

Nyhed på lmst.dk fra 11. februar: Status på behandlede indberetninger om formodede bivirkninger ved COVID-19 vaccine Moderna efter vaccination af mere end 7800 danskere

Nyhed på lmst.dk fra 4. februar: Status på behandlede indberetninger om formodede bivirkninger ved COVID-19 vaccine Moderna efter vaccination af mere end 2600 danskere

Nyhed på lmst.dk fra 28. januar: Status på behandlede indberetninger om formodede bivirkninger ved COVID-19-vacciner efter vaccination af mere 180.000

Lægemiddelstyrelsen tema om indberettede bivirkninger ved COVID-19-vacciner.