Status på behandlede indberetninger om formodede bivirkninger ved COVID-19 vaccine Moderna efter vaccination af mere end 7800 danskere
Over 7800 danskere er vaccineret med COVID-19 Vaccine Moderna. 21 indberetninger om formodede bivirkninger ved COVID-19 Vaccine Moderna er behandlet pr. 9. februar 2021. De fleste er ikke-alvorlige og omhandler hovedsageligt kendte, milde og forbigående bivirkninger. Herudover et tilfælde af anafylaksi.
Over 7800 borgere i Danmark er nu vaccineret mod COVID-19 med COVID-19 Vaccine Moderna. Heraf har 5 fået anden dosis og er dermed færdigvaccineret.
Lægemiddelstyrelsen har frem til 9. februar 2021 modtaget 25 indberetninger om formodede bivirkninger ved COVID-19 Vaccine Moderna, hvoraf 21 er behandlet.
De fleste indberettede formodede bivirkninger er ikke-alvorlige og omhandler hovedsageligt kendte, milde og forbigående bivirkninger som f.eks. smerte ved indstiksstedet, utilpashed, kvalme, opkastning og muskelsmerter.
Som ved alle vaccinationer er der en lille risiko for sjælden forekomst af kraftige allergiske reaktioner, herunder såkaldte anafylaktiske reaktioner, som kan være alvorlige og føre til livstruende situationer, hvis de ikke behandles omgående.
Lægemiddelstyrelsen har modtaget og vurderet 1 indberetning om anafylaksi (anafylaksi i henhold til Brighton klassifikationen) efter 1. vaccination. Reaktionen blev vurderet til at være relateret til vaccinen, og den var forbigående.
Lægemiddelstyrelsen følger udviklingen af anafylaksi nøje i samarbejde med EMA og andre lægemiddelmyndigheder i EU og globalt.
Læs mere om tidligere statusmeddelelser om overvågning af COVID-19 Vaccine Moderna:
Nyhed på lmst.dk fra 4. februar: Status på behandlede indberetninger om formodede bivirkninger ved COVID-19 vaccine Moderna efter vaccination af mere end 2600 danskere
Nyhed på lmst.dk fra 28. januar: Status på behandlede indberetninger om formodede bivirkninger ved COVID-19-vacciner efter vaccination af mere 180.000
Lægemiddelstyrelsen tema om indberettede bivirkninger ved COVID-19-vacciner.