Ethosuximid oral opløsning får klausuleret tilskud

24. august 2022

Lægemiddelstyrelsen har besluttet at ændre tilskudsstatus for Ethosuximid oral opløsning fra generelt til generelt klausuleret tilskud. Ændringen træder i kraft den 28. november 2022.

Fra den 28. november 2022 vil Ethosuximid oral opløsning have generelt klausuleret tilskud til denne tilskudsklausul:

  • Piger og fertile kvinder med absencer.
  • Drenge med absencer, hvor behandling med valproinsyre har vist sig utilstrækkelig eller ikke tolereres.
  • Mænd og ikke-fertile kvinder med absencer, hvor behandling med antiepileptika med generelt uklausuleret tilskud har vist sig utilstrækkelig eller ikke tolereres.
  • Velbehandlede patienter med absencer, hvor det efter lægens samlede kliniske vurdering vil være uhensigtsmæssigt med et præparatskifte.

For alle patienter gælder, at behandling med ethosuximid i kapsler ikke skal være mulig.

Læger kan allerede fra den 5. september 2022 markere ”tilskud” på nye recepter.

Lægemiddelstyrelsen har orienteret apotekerne, relevante videnskabelige selskaber og patientforeninger om ændringen.

Du kan læse Lægemiddelstyrelsens afgørelse her:

Lægemiddelstyrelsens afgørelse om ændring af tilskudsstatus for Ethosuximid oral opløsning.

 

Generelt tilskud

Når medicin får generelt tilskud, betyder det, at alle patienter får automatisk tilskud til den pågældende medicin, når medicinen købes på recept på apoteket. Tilskuddet bliver automatisk fratrukket prisen ved ekspeditionen på apoteket. Se grænserne for medicintilskud her: medicintilskudsgrænser

Generelt klausuleret tilskud

Hvis en medicin har generelt klausuleret tilskud, betyder det, at det kun er patienter, der opfylder nogle særlige betingelser, der kan få tilskud til medicinen. Det er den behandlende læge, der vurderer, om en patient er omfattet af de særlige betingelser. Lægen skal i de tilfælde skrive ”Tilskud” på recepten. Tilskuddet bliver automatisk fratrukket prisen ved ekspeditionen på apoteket. Se grænserne for medicintilskud her: medicintilskudsgrænser