Lægemiddelstyrelsen søger medlemmer til Farmakopénævnets faglige udvalg
Lægemiddelstyrelsen indkalder forslag til medlemmer af Farmakopénævnets fire faglige udvalg for perioden 1. januar 2024 til 31. december 2027.
Enhver kan stille forslag om, hvem der skal være medlem af udvalgene, herunder bringe sig selv i forslag.
Rekruttering af medlemmer for perioden januar 2024 – december 2027
Medlemmerne af Farmakopénævnet og dets fire faglige udvalg bliver udpeget af Indenrigs- og sundhedsministeren for 4 år ad gangen, og den indeværende periode udløber med udgangen af 2023. Lægemiddelstyrelsen søger derfor forslag til nye medlemmer af Farmakopénævnet og de tilhørende faglige udvalg (Biologiudvalget, Farmaciudvalget, Farmakognosiudvalget og Kemiudvalget) for den næste 4-årige periode fra 1. januar 2024 til 31. december 2027.
Lægemiddelstyrelsen har i sinde at indstille 4 medlemmer til Farmakopénævnet. Disse medlemmer vil samtidig blive indstillet som formand for et af de faglige udvalg. Der vil ved indstilling af medlemmer blive lagt vægt på såvel faglig baggrund som praktisk erfaring med lægemiddeludvikling og -produktion. Medlemmerne vil blive indstillet på baggrund af deres personlige kompetencer og relevant erfaring. Indenrigs- og sundhedsministeren udpeger en formand og en næstformand for Farmakopénævnet.
Indsendelse af forslag til medlemmer
Forslag til medlemmer skal indsendes på mail til Den Nationale Farmakopémyndighed under Lægemiddelstyrelsen senest 20. oktober 2023 på npa@dkma.dk. Ansøgningen skal vedhæftes CV, hvoraf de faglige kompetencer og praktiske erfaringer, der er relevante for det udvalg, som forslaget rettes mod, tydeligt fremgår.
Links
Læs mere om Farmakopénævnets udvalg og arbejdsopgaverne.
Forretningsorden for Farmakopénævnet
Lovgrundlaget for Farmakopénævnets eksistens er beskrevet i Bekendtgørelse af lov om lægemidler (Lægemiddelloven) kapitel 13 samt i Bekendtgørelse om forretningsorden for Farmakopénævnet.
Bekendtgørelse nr. 339 af 15. marts 2023 af lov om lægemidler
Bekendtgørelse nr. 1234 af 12. december 2005 om forretningsorden for Farmakopénævnet