Skal du have din medicin med i kufferten på rejsen?

11. oktober 2023

Efterårsferien står for døren, og mange danskere er i gang med at pakke kufferten til en udlandsrejse. Derfor kommer Lægemiddelstyrelsen nu med en række gode råd til dig, der enten har medicin med på rejsen eller køber medicin med hjem.

Bladene på træerne toner frem i gullige og orange nuancer, og regnvejrsdagene bliver hyppigere. Kalenderen siger nu efterår, og årets efterårsferie nærmer sig med hastige skridt.

Netop denne ferie markerer overgangen fra sommer til vinter, og derfor vælger mange danskere at rejse mod de sydligere himmelstrøg for at nyde solens stråler, inden vi går ind i de mørkere vintermåneder.

Skal du have medicin med på din udlandsrejse, er der nogle særlige regler, du skal kende til. Og det samme gælder, hvis du køber medicin i udlandet og tager det med hjem i kufferten.

Derfor har vi samlet en række gode råd, så du er godt forberedt og kan nyde din rejse uden unødige spekulationer om din medicin.

Når du tager medicin med på rejsen 

De enkelte lande i Europa og resten af verden fastsætter selv reglerne for, hvilken slags medicin du må tage med ind i landet. Hvis du rejser til et andet land med medicin i kufferten, er det vigtig, at du undersøger på forhånd, hvilke regler der gælder for din feriedestination:

”Når du rejser til udlandet med din medicin, er det en god idé at kontakte landets ambassade eller sundhedsmyndigheder for at høre, hvordan reglerne er for indrejse med medicin i det enkelte land. Du skal også være opmærksom på, at der er forskel på, hvad der betragtes som euforiserende stoffer på tværs af landegrænser. De euforiserende stoffer er en gruppe af medicinske produkter, der er underlagt særlige regler for kontrol og eventuelt dokumentation,” fortæller Mette Paradiis Veje, der er sektionsleder hos Lægemiddelstyrelsen, og tilføjer:

”Derfor vil vi altid anbefale, at du undersøger i god tid inden afrejse, hvordan reglerne er i det pågældende land for netop den medicin, du skal have med. På den måde undgår du at stå i en situation, hvor din medicin f.eks. bliver taget i tolden, hvilket er en ret ærgerlig start på en ferie.”

Hvis du rejser med euforiserende lægemidler i et land i Schengenområdet, kan du bestille et pillepas (Schengenattest) på apoteket som dokumentation. Her skal du dog være opmærksom på, at passet kun gælder i de lande, der er med i Schengenaftalen.

Når du tager medicin med hjem

Køber du medicin på din ferie og tager det med hjem til Danmark, har vi helt klare regler for, hvad du som privatperson må tage med over landegrænsen. Og det handler i sidste ende om at passe på din sundhed, fortæller Mette Paradiis Veje fra Lægemiddelstyrelsen:

”Rejser du til et EU/EØS-land, må du gerne tage medicin med hjem til personligt brug, hvis det sælges lovligt i det land, det er købt i, f.eks. på et apotek eller godkendte lægemiddelforhandlere. Tager du medicin med hjem fra alle andre lande, gælder samme regler om, at det skal være til personligt brug og købt lovligt – dog må du herfra højst købe med hjem i en mængde, der svarer til tre måneders forbrug,” siger hun og supplerer:

”Når vi i Lægemiddelstyrelsen holder så skarpt øje med området, så skyldes det, at reglerne er til for at sikre din sundhed. Den medicin, som de danske borgere tager, skal så vidt muligt være sikrer og effektive. Medicin produceret inden for EU og EØS skal igennem en meget streng godkendelsesproces, så vi ved, at medicinen er af høj kvalitet og har den ønskede effekt.”

Vil du vide mere?

På vores hjemmeside kan du læse mere om reglerne for medicin på rejsen, hvor der også er information til dig, der skal have medicin med på rejsen til dit dyr.
Medicin indført fra udlandet (laegemiddelstyrelsen.dk) 

Udover Lægemiddelstyrelsens hjemmeside er der også god viden at hente om emnet hos Sundheds-og Indenrigsministeriet:
Medicin med på rejse (sum.dk)