Marstal Apotek får ny ejer og ændrede åbningstider
1. november 2024 får Marstal Apotek ny ejer. Samtidig ophører apoteket med at have udvidet åbningstid, så der ikke længere er åbent uden for apotekernes normale åbningstid. Hvis man akut mangler medicin, når apoteket er lukket, kan medicinen i stedet skaffes fra vagtlægen på Ærøs sygehus.
Marstal Apotek får ny ejer, fordi den hidtidige apoteker har valgt at aflevere sin bevilling for at gå på pension. Den ledige bevilling har været slået op to gange, uden at der er kommet nogen ansøgninger.
For at sikre det nære sundhedsvæsen skal der imidlertid være et apotek på Ærø. Derfor har Lægemiddelstyrelsen påbudt, at driften af Marstal Apotek skal overtages af den apoteker, der i dag driver apotekerne i Faaborg, Svendborg og Ringe. Den nye apoteker ønsker ikke at fortsætte med at holde Marstal Apotek åbent uden for normal åbningstid – dvs. lørdag eftermiddag samt søn- og helligdage, sådan som den tidligere apoteker har gjort det efter eget valg (såkaldt C-vagt).
Lægemiddelstyrelsen har derfor, efter en offentlig høring, besluttet, at C-vagten på Marstal Apotek må bortfalde, da der ikke er belæg for at give den nye apoteker påbud om udvidet åbningstid. Beslutningen er truffet ud fra de gældende kriterier for apotekernes vagttjeneste, hvor man ser på befolkningsgrundlaget og antallet af receptekspeditioner i vagttiden samt på patienternes mulighed for at få dækket deres behov for akut medicin på andre apoteker eller akutfunktioner i nærheden.
Data fra Marstal Apotek viser, at der gennemsnitligt kun er få receptekspeditioner på Marstal Apotek i vagttiden. Mange af disse ekspeditioner er ikke-akutte og kan uden patientsikkerhedsmæssige konsekvenser henvises til den følgende hverdag. Borgere eller turister på Ærø, der uden for apotekets åbningstid har akut brug for behandling eller medicin, kan fremover henvende sig til vagtlægen på Ærø Sygehus, hvor der også er en døgnåben akutklinik.
Læs mere om apoteker med vagttjeneste: Vagtapoteker og åbningstid pr. 1. januar 2023 (laegemiddelstyrelsen.dk)