PRAC: utilstrækkelig evidens for sammenhæng mellem covid-19-mRNA-vacciner og postmenopausal blødning

8. marts 2024

Den europæiske bivirkningskomité PRAC konkluderer efter sit møde i denne uge, at der ikke foreligger aktuel videnskabelig dokumentation for en sammenhæng mellem mRNA-covid-19-vaccinerne fra Pfizer/BioNTech hhv. Moderna og postmenopausal blødning.

I oktober 2023 besluttede PRAC at gennemføre en vurdering af sikkerhedssignalet, efter at den norske sundhedsstyrelse Folkehelseinstituttet (FHI) havde publiceret et kohorte-studie, som viste et øget antal tilfælde af uventet blødning i tiden efter covid-19-vaccination hos kvinder, som normalt ikke menstruerer, fx på grund af overgangsalder eller hormonbehandling.

Siden da har PRAC analyseret de tilgængelige data og øvrig litteratur og konkluderer på den baggrund, at der på nuværende tidspunkt ikke foreligger dokumentation for en sammenhæng mellem de to vacciner og postmenopausal blødning.

Som konsekvens heraf vil produktinformationen for de to vacciner ikke blive ændret.

PRAC fortsætter med at overvåge sikkerheden og bivirkningerne for begge vacciner – herunder tilfælde af postmenopausal blødning.

 

Kontakt læge, hvis du oplever postmenopausal blødning

Postmenopausal blødning betragtes altid som unormalt, og det anbefales at søge læge, hvis man oplever det.

Bivirkningskomiteen har tidligere vurderet, at ’kraftig menstruationsblødning’ hos kvinder, der endnu ikke har været i overgangsalderen, kan være en mulig bivirkning efter covid-19-vaccination.

Læs PRAC Highlights

Læs nyhed fra den 23. november 2023, da PRAC besluttede at analysere en mulig sammenhæng mellem mRNA-covid-19-vaccinerne og postmenopausal blødning