Real world data bekræfter, at variantopdaterede covid-19-vacciner beskytter bedst
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har evalueret nyligt publicerede studier fra anvendelse af variantopdaterede covid-19-vacciner i flere lande. Studierne bekræfter, at de variantopdaterede vacciner giver en effektiv beskyttelse imod aktuelle virusvarianter, som er bedre end ikke-opdaterede vacciner.
Coronavirus muterer løbende til nye virusvarianter. Derfor har de internationale lægemiddelmyndigheder i samarbejde med vaccineproducenterne sikret, at covid-19-vacciner løbende opdateres, så de er målrettet de virusvarianter, der dominer smittebilledet i den pågældende efterårs-/vintersæson.
Effektiv og bedre beskyttelse imod aktuelle varianter
For nyligt har forskere i flere lande inklusive Danmark publiceret flere større studier, hvor effektiviteten af variantopdaterede covid-19-vacciner blev observeret ved vaccinernes anvendelse. Studierne er såkaldte real world data-studier, der er baseret på data indsamlet fra vaccinationer, der er givet, efterhånden som vaccinerne er taget i brug.
EMA har evalueret de publicerede studier og fundet, at de samstemmende viser, at de variantopdaterede covid-19-vacciner giver den forventede gode beskyttelse imod sygdom og død forårsaget af aktuelt cirkulerende virusvarianter. Op mod 85% bedre end ikke-opdaterede vacciner i nogle studier.
De nye studier bekræfter altså den gode effekt fra de variantopdaterede vacciner imod netop de virusvarianter, som de er rettet imod, som var forventningen baseret på de data, som lå til grund for vaccinernes godkendelse og markedsføring.
Anbefalinger
EMA anbefaler på baggrund af evalueringen, at personer, der har en forøget risiko for alvorlig covid-19-sygdom, bør tilbydes de aktuelt opdaterede vacciner, så de opnår den optimale beskyttelse.
Det er sundhedsmyndighederne i de enkelte medlemslande, der træffer beslutning om vaccinationer på nationalt niveau. I Danmark er det Sundhedsstyrelsen, som har ansvar for det danske vaccinationsprogram.
Links
Læs mere om variantopdaterede vacciner på vores temaside: Spørgsmål og svar om covid-19-vaccinerne (laegemiddelstyrelsen.dk)
Læs EMA’s nyhed her: ETF statement on use of recently updated covid-19 vaccines (ema.europa.eu)
Læs mere om EU’s Emergency Task Force (ETF): Emergency Task Force (ETF) | European Medicines Agency (ema.europa.eu)