Vigtig videndeling om HTA-forordningen fortsætter
De danske repræsentanter i undergrupperne under EU’s HTA-forordning mødtes mandag i denne uge for at udveksle erfaringer om implementeringen af HTA-forordningen.
HTA-forordningen (Health Technology Assessment), der trådte i kraft i januar 2025, skal blandt andet bidrage til at sikre ensartet grundlag for nationale HTA-processer for medicin og medicinsk udstyr (sundhedsteknologier) i hele EU.
”Selv om HTA-forordningen danner en fælles europæisk ramme for kliniske vurderinger, skal de nye processer også fungere i en national kontekst, hvor forskellige aktører har egne opgaver og ansvarsområder. Det stiller krav til koordinering og tæt samarbejde mellem de danske aktører, så erfaringer og viden fra det nationale og europæiske arbejde kan bringes i spil på tværs,” siger sektionsleder Diana Ina Lauritzen fra Lægemiddelstyrelsen, der stiller sekretariat for den nationale HTA-styregruppe.
Derfor mødes de danske repræsentanter i undergrupperne én gang årligt for at udveksle erfaringer på tværs af organisationernes forskellige ansvarsområder og styrke det nationale samarbejde om EU HTA. Mandagens møde blev afholdt hos Medicinrådet med deltagelse af repræsentanter for Lægemiddelstyrelsen, Medicinrådet og Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut.
”Som sekretariat for den nationale styregruppe har Lægemiddelstyrelsen en rolle i at understøtte den nationale implementering af HTA-forordningen. Vi har fortsat at gøre med en ’ung’ forordning, og det gør det særlig vigtigt, at vi har en tæt dialog med de øvrige danske aktører og løbende deler vores erfaringer. På den måde kan vi sammen blive klogere på de muligheder og udfordringer, som følger med de nye europæiske processer,” siger Diana.
Fokus på samspil mellem JSC og JCA
I den seneste tid har udarbejdelsen af de fælles kliniske samråd (JSC; Joint Scientific Consultations) og fælles kliniske vurderinger (JCA; Joint Clinical Assessments) været i fokus for de danske HTA-aktører, og derfor var netop samspillet mellem JSC og JCA på dagsordenen mandag.
”Vi tager især værdien af at dele erfaringer og perspektiver på tværs af de danske organisationer med os fra mødet. Den fælles læring giver os et stærkere grundlag for det videre arbejde. I den kommende tid vil vi fortsat prioritere tæt koordinering og erfaringsudveksling mellem de danske aktører, så vi står stærkt i det videre europæiske samarbejde,” siger Diana.
Siden forordningen trådte i kraft, er de første seks fælles kliniske samråd afgivet og fire fælles kliniske vurderinger offentliggjort.