Hvilke lægemidler mod depression og angst ændrer tilskud?

3. oktober 2011, Opdateret 8. februar 2012

Fra den 5. marts 2012 ændres betingelserne for at få medicintilskud til en række lægemidler mod depression og angst. Disse lægemidler får "generelt klausuleret tilskud", dvs. at der er tilskud til lægemidlerne, hvis patienten opfylder betingelserne (klausulen) for at få tilskud til lægemidlet, og lægen har skrevet/markeret "tilskud" på recepten.

Nedenfor er en oversigt over de lægemidler, der fremover har klausuleret tilskud med angivelse af, hvad de traditionelt bruges til, og hvilke patienter der kan få tilskud til lægemidlerne efter den 5. marts 2012.

Agomelatin (Valdoxan, N06AX22)

Anvendes til behandling af depression. Der er sparsomme kliniske erfaringer, men lægemidlet kan forsøges ved generende bivirkninger af andre antidepressiva. Er dyrt i forhold til nogle af de lægemidler, der anbefales som førstevalg til behandling af depression.

Fremover er tilskuddet klausuleret til depression:

  • hvor behandling med antidepressivum med generelt tilskud uden klausulering har vist sig utilstrækkelig eller ikke tolereres, eller
  • i de helt særlige tilfælde, hvor et skifte for velbehandlede patienter til antidepressivum med generelt tilskud uden klausulering efter lægens samlede kliniske vurdering af patientens mentale tilstand vil være forbundet med stor risiko for tilbagefald.

Buspiron (Buspiron "Actavis", N05BE01)

Er godkendt til behandling af angst og urotilstande og kan være en mulighed til behandling af generaliseret angst, når andre lægemidler (SSRI) ikke virker. Er dyrt i forhold til nogle af de lægemidler, der anbefales som førstevalg til behandling af generaliseret angst.

Fremover er tilskuddet klausuleret til generaliseret angst:

  • hvor behandling med angstdæmpende lægemiddel med generelt tilskud uden klausulering har vist sig utilstrækkelig eller ikke tolereres, eller
  • i de helt særlige tilfælde, hvor et skifte for velbehandlede patienter til angstdæmpende lægemiddel med generelt tilskud uden klausulering efter lægens samlede kliniske vurdering af patientens mentale tilstand vil være forbundet med stor risiko for tilbagefald.

Duloxetin (fx Cymbalta, N06AX21)

Anvendes til behandling af depression, generaliseret angst samt neuropatiske smerter (nervesmerter). Er dyrt i forhold til nogle af de lægemidler, der anbefales som førstevalg til behandling af disse tilstande.

Fremover er tilskuddet klausuleret til depression eller generaliseret angst:

  • hvor behandling med antidepressivum/angstdæmpende lægemiddel med generelt tilskud uden klausulering har vist sig utilstrækkelig eller ikke tolereres, eller
  • i de helt særlige tilfælde, hvor et skifte for velbehandlede patienter til antidepressivum/angstdæmpende lægemiddel med generelt tilskud uden klausulering efter lægens samlede kliniske vurdering af patientens mentale tilstand vil være forbundet med stor risiko for tilbagefald.

Escitalopram (fx Cipralex, N06AB10)

Tilhører gruppen af SSRI – de såkaldte lykkepiller. Bruges til behandling af depression og forskellige angsttilstande. Er dyrt i forhold til de billigste SSRI-præparater og anbefales ligeværdigt.

Fremover er tilskuddet klausuleret til depression eller angst:

  • hvor behandling med antidepressivum/angstdæmpende lægemiddel med generelt tilskud uden klausulering har vist sig utilstrækkelig eller ikke tolereres, eller
  • i de helt særlige tilfælde, hvor et skifte for velbehandlede patienter til antidepressivum/angstdæmpende lægemiddel med generelt tilskud uden klausulering efter lægens samlede kliniske vurdering af patientens mentale tilstand vil være forbundet med stor risiko for tilbagefald.

Fluvoxamin (Fevarin, N06AB08)

Tilhører gruppen af SSRI – de såkaldte lykkepiller. Bruges meget begrænset til behandling af depression og forskellige angsttilstande. Er dyrt i forhold til de billigste SSRI-præparater og har bl.a. flere bivirkninger.

Fremover er tilskuddet klausuleret til depression eller angst:

  • hvor behandling med antidepressivum/angstdæmpende lægemiddel med generelt tilskud uden klausulering har vist sig utilstrækkelig eller ikke tolereres, eller
  • i de helt særlige tilfælde, hvor et skifte for velbehandlede patienter til antidepressivum/angstdæmpende lægemiddel med generelt tilskud uden klausulering efter lægens samlede kliniske vurdering af patientens mentale tilstand vil være forbundet med stor risiko for tilbagefald.

Imipramin (Imipramin "DAK", N06AA02)

Tilhører gruppen af tricykliske antidepressiva (TCA) og anvendes til behandling af depression og ufrivillig natlig vandladning. Er dyrere end de øvrige lægemidler i gruppen af tricykliske antidepressiva.

Fremover er tilskuddet klausuleret til ’enuresis nocturna’ (ufrivillig natlig vandladning) og depression:

Ved behandling af depression er tilskuddet klausuleret:

  • hvor behandling med antidepressivum med generelt tilskud uden klausulering har vist sig utilstrækkelig eller ikke tolereres, eller
  • i de helt særlige tilfælde, hvor et skifte for velbehandlede patienter til antidepressivum med generelt tilskud uden klausulering efter lægens samlede kliniske vurdering af patientens mentale tilstand vil være forbundet med stor risiko for tilbagefald.

Disse betingelser gælder ikke for ufrivillig natlig vandladning. Her skal blot som noget nyt skrives "tilskud" på recepten.

Isocarboxacid (Marplan, N06AF01)

Kan anvendes i behandlingen af depression og anses for at være specialistbehandling. Er dyrt i forhold til nogle af de lægemidler, der anbefales som førstevalg til behandling af depression.

Fremover er tilskuddet klausuleret til depression:

  • hvor behandling med antidepressivum med generelt tilskud uden klausulering har vist sig utilstrækkelig eller ikke tolereres, eller
  • i de helt særlige tilfælde hvor et skifte for velbehandlede patienter til antidepressivum med generelt tilskud uden klausulering efter lægens samlede kliniske vurdering af patientens mentale tilstand vil være forbundet med stor risiko for tilbagefald.

Pregabalin (Lyrica, N03AX16)

Anvendes til behandling af generaliseret angst, epilepsi og neuropatiske smerter (nervesmerter). Er dyrt i forhold til nogle af de lægemidler, der anbefales som førstevalg til behandling af generaliseret angst.

Fremover er tilskuddet klausuleret til epilepsi og generaliseret angst.

Ved generaliseret angst er tilskuddet klausuleret:

  • hvor behandling med angstdæmpende lægemiddel med generelt tilskud uden klausulering har vist sig utilstrækkelig eller ikke tolereres, eller
  • i de helt særlige tilfælde, hvor et skifte for velbehandlede patienter til angstdæmpende lægemiddel med generelt tilskud uden klausulering efter lægens samlede kliniske vurdering af patientens mentale tilstand vil være forbundet med stor risiko for tilbagefald.

Disse betingelser gælder ikke for epilepsi, hvor der blot som hidtil skal skrives "tilskud" på recepten.

Quetiapin, depottabletter (fx Seroquel Prolong, N05AH04)

Anvendes primært til behandling af skizofreni og bipolar lidelse (manio-depressiv lidelse), men kan også anvendes til supplerende behandling af depression. Er dyrt i forhold til nogle af de lægemidler, der anbefales som førstevalg til behandling af depression.

Fremover er tilskuddet klausuleret til skizofreni, bipolar lidelse, andre psykoser og supplerende behandling ved depression.

Ved supplerende behandling ved depression er tilskuddet klausuleret:

  • hvor supplerende behandling med antidepressivum med generelt tilskud uden klausulering har vist sig utilstrækkelig eller ikke tolereres, eller
  • i de helt særlige tilfælde, hvor et skifte for velbehandlede patienter til antidepressivum med generelt tilskud uden klausulering efter lægens samlede kliniske vurdering af patientens mentale tilstand vil være forbundet med stor risiko for tilbagefald.

Disse betingelser gælder ikke for skizofreni, bipolar lidelse og andre psykoser. Her skal blot som noget nyt skrives "tilskud" på recepten.

Reboxetin (Edronax, N06AX18)

Kan anvendes i behandlingen af depression men har begrænset effekt. Er dyrt i forhold til nogle af de lægemidler der anbefales som førstevalg til behandling af depression.

Fremover er tilskuddet klausuleret til depression:

  • hvor behandling med antidepressivum med generelt tilskud uden klausulering har vist sig utilstrækkelig eller ikke tolereres, eller
  • i de helt særlige tilfælde, hvor et skifte for velbehandlede patienter til antidepressivum med generelt tilskud uden klausulering efter lægens samlede kliniske vurdering af patientens mentale tilstand vil være forbundet med stor risiko for tilbagefald.  

Øvrige tilskudsændringer

Paroxetin, sertralin, escitalopram og mirtazapin i flydende lægemiddelformer, som fx mikstur, har fremover klausuleret tilskud til depression eller angst, hvor behandling med peroralt antidepressivum/angstdæmpende lægemiddel i fast lægemiddelform med generelt tilskud uden klausulering ikke er mulig.

Tilskuddet til acepromazin (Plegicil, N05AA04) bortfalder. Der samme gør tilskuddet til diazepam og clomipramin til injektion.

Oversigt over nuværende og kommende tilskud

Vi har udarbejdet en oversigt over alle lægemidlernes nuværende og kommende tilskud (excel-fil, åbnet i et nyt vindue).