Betændelse og infektioner i huden, bl.a. akne: Tetracycliner
Vejledende kriterier for enkelttilskud til tetracycliner
Enkelttilskud til tetracycliner (doxycyclin, lymecyclin og tetracyclin) vil normalt kunne imødekommes, når følgende betingelser er opfyldt og fremgår af ansøgningen. Vi vurderer dog alle ansøgninger individuelt, og kan derfor også bevilge tilskud i tilfælde, der ikke er nævnt i de vejledende kriterier:
-
Moderat akne til svær akne (tidsbegrænses til 6 mdr.)
- Der skal ikke forsøges monoterapi med lokalbehandling først, men behandling med tetracyclin skal foregå i kombination med lokalbehandling – med mindre der eksempelvis er tale om akne på ryggen, hvor patienten ikke kan påføre lokalbehandling
- Middelsvær til svær rosacea (tidsbegrænses til 24 mdr.)
- Der skal forinden være forsøgt lokalbehandling med eksempelvis metronidazol og azelainsyre
Ved genansøgning til ovenstående indikationer skal tetracyclin som udgangspunkt være forsøgt seponeret og lokalbehandling alene skal være forsøgt for at forebygge recidiv.
-
Middelsvær til svær perioral dermatitis (tidsbegrænses til 24 mdr.)
- Der skal forinden være forsøgt lokalbehandling med metronidazol
- Derudover skal potentielle udløserende årsager som anvendelse af creme med binyrebarkhormon og kosmetiske produkter skal være saneret
- Udbredt eller dyb folliculitis (tidsbegrænses til 24 mdr.)
- Der skal forinden være forsøgt vask med klorhexidin-holdig sæbe og eventuelt lokalbehandling med antibiotika
- Hidrosadenitis (tidsbegrænses til 24 mdr.)
- Der skal forinden som udgangspunkt være forsøgt lokalbehandling med clindamycin.
Bevilling til et tetracyklin gælder også andre tetracykliner, der indeholder enten doxycyclin, lymecyclin, oxytetracyclin eller tetracyclin.