Søvnproblemer hos børn og unge: melatonin
24. juni 2022
Vejledende kriterier for enkeltilskud
Enkelttilskud til melatonin vil normalt kunne imødekommes til:
- Børn og unge med autisme, ADHD eller Smith-Magenis syndrom med samtidige søvnforstyrrelser, hvor søvnhygiejniske tiltag i minimum fire uger har haft utilstrækkelig effekt,
- hvor søvnregistrering i minimum 14 dage før og efter opstart af behandlingen viser tydelig effekt på indsovningstiden eller antallet af opvågninger (gennemsovningen),
- hvor forbedret søvn har en afgørende betydning på barnets hverdag, for eksempel gennem forbedring i funktionsniveau, og
- hvor opstart af behandling med melatonin har fundet sted i børne- og ungdomspsykiatrisk regi eller hos speciallæge i pædiatri med særlig viden inden for neuropsykiatriske sygdomme.
Bevillingen tidsbegrænses til 12 måneder. Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, skal resultatet af en medicinpause være beskrevet i ansøgningen.
Lægemiddelstyrelsen bevilger efter en konkret vurdering også enkelttilskud til melatonin til børn og unge uden ovenstående sygdomme.