Årsrapport for børnevaccinationsprogrammet 2018
2018 var endnu et godt år for det danske børnevaccinationsprogram. Tilliden til programmet er genetableret. Flere lader deres børn vaccinere, og tilslutningen er steget for flere
vacciner i programmet. Der er kommet ro om programmet og vacciner i al almindelighed.
Særligt glædeligt er det, at vi nærmer os den tilslutning til HPV-vaccinen, som vi havde før tillidskrisen satte ind i 2015. Et stigende antal 13-årige piger bliver vaccineret og er dermed bedre beskyttet mod livmoderhalskræft. I 2018 fik 73 % den første HPV-vaccine, og 52 % af pigerne blev færdigvaccineret. Det svarer til en stigning på hhv. 14 og 16 %, hvis vi sammenligner med sidste år.
Stigningen ses også blandt piger og unge kvinder i aldersgruppen 14 til 17 år. I alt blev 20 % flere vaccineret i 2018 i forhold til 2017. Faktisk kan vi se, at der for hver måned siden midten af 2016 er flere og flere, der bliver HPV-vaccineret. Vi er ved at indhente det tabte! Det er særligt godt at se, at det lykkes at få vaccineret de fleste piger før den alder, hvor de får deres seksuelle debut. HPV-vaccinens forebyggelsespotentialet er nemlig allerstørst, hvis man bliver vaccineret, før man bliver seksuelt aktiv.
I starten af 2019 oplevede vi et mindre mæslingeudbrud i Danmark på trods af, at vi i 2017 år nåede en milepæl, da WHO erklærede mæslinger for udryddet i Danmark. Det understreger endnu en gang vigtigheden af, at vi både får vaccineret alle børn mod mæslinger, som er den mest smitsomme børnesygdom, vi kender og vaccinerer imod. Men også at vi fortsat har fokus på at vaccinere de voksne, der ikke blev vaccineret som børn eller som ikke er immune, fordi de er født efter de store mæslingeepidemiers ophør.
I 2018 nåede vi samlet set op på en dækning på 89 % for begge MFR-vacciner, der beskytter mod røde hunde, fåresyge og mæslinger. Selvom vi tager højde for, at tallet reelt måske er et par procent højere pga. underrapportering af vacciner, så er det stadig et stykke fra WHO’s mål på mindst 95 %, som vil give hele befolkningen en optimal beskyttelse mod mæslinger.