Advarsel mod potensmidlet Rock Hard Weekend

21. december 2009

Lægemiddelstyrelsen advarer kraftigt mod at indtage potensmidlet Rock Hard Weekend. Det sker på baggrund af, at de amerikanske lægemiddelmyndigheder (FDA, U.S Food and Drug Administration) har gjort Lægemiddelstyrelsen opmærksom på, at Rock Hard Weekend indeholder et udeklareret lægemiddelstof, samt at der har været eksport af produktet fra USA til Danmark.

FDA's analyse af Rock Hard Weekend har vist, at produktet indeholder lægemiddelstoffet sulfoaidenafil. Dette er dog ikke anført på pakningen. Tværtimod fremgår det af pakningen, at produktet indeholder en blanding af forskellige urter.

Stoffet sulfoaidenafil er en såkaldt sildenafilanalog, det vil sige et stof med samme virkning og bivirkningsprofil som lægemiddelstoffet sildenafil, der indgår i et godkendt receptpligtigt lægemiddel til behandling af impotens. Behandling med lægemidler, der indeholder dette stof, bør kun sættes i gang efter samråd med en læge. Lægemiddelstyrelsen har ikke godkendt produktet Rock Hard Weekend.

Hvis du har taget Rock Hard Weekend, opfordrer Lægemiddelstyrelsen dig til:

  • at stoppe med at tage produktet
  • eventuelt at kontakte din læge

Rester af det ulovlige lægemiddel kan du aflevere på apoteket til destruktion.
Vi opfordrer desuden personer, der køber lægemidler via internettet, til at være forsigtige og til at spørge deres læge til råds inden køb af receptpligtige lægemidler. Lægen kan vurdere lægemidlets virkning og bivirkninger, og dermed om lægemidlet vil være gavnligt for patienten at anvende.