Overvejer du at købe slankemidler?
Det er meget nemt at finde slankemedicin på nettet – slankemedicin som lover guld og grønne skove. Er du heldig, spilder du bare penge på et virkningsløst produkt. Er du mindre heldig, kan produktet skade dit helbred og i værste fald kan det være dødeligt.
Kontakt lægen, inden du begynder at tage slankemedicin
Vi anbefaler, at man taler med sin læge, hvis man ønsker hjælp til at tabe sig. Det er vigtigt, at man kommer i den rette behandling, og i visse tilfælde er det heller ikke sikkert, at slankemedicin er den bedste løsning.
Normalt bør du kun få slankemedicin, hvis du allerede har prøvet andre muligheder – fx motion og kostomlægning, eller hvis du har en sygdom, som er relateret til fedme. Det kan fx være type 2-diabetes, forhøjet blodtryk eller højt kolesterol.
Køb godkendt slankemedicin
Hvis lægen vurderer, at slankemedicin kan være en løsning, anbefaler vi at købe pillerne i en butik eller på et apotek, som vi eller en tilsvarende udenlandsk myndighed har godkendt til at sælge medicin til forbrugere. Se:
Apoteker der lovligt sælger medicin på nettet
Godkendte detailforhandlere der sælger medicin på nettet
Følg reglerne, hvis du køber i udlandet
Som privatperson kan man også lovligt købe medicin i udlandet. Det kan dog være meget svært at gennemskue, hvilke udenlandske butikker, der har tilladelse til at sælge medicin. Vi har samlet en række gode råd til køb af medicin på nettet.
Undgå ”effektive og uskadelige” naturprodukter
Du bør være særligt opmærksom på slankemidler (slankepiller, slankemedicin) som lover, at de er effektive og uskadelige naturprodukter. Ved laboratorieanalyser har mange nemlig vist sig at indeholde farlige stoffer som sibutramin, phenolphtalein eller efedrin. Stofferne står ikke på indholdsdeklarationen, og du har derfor ingen mulighed for at vide, hvad produkterne egentlig indeholder.
Lægemiddelstyrelsen har samlet en liste over ulovlige slankemidler.
Pas på dig selv og spørg, hvis du er i tvivl
Pas på dig selv, når du handler på nettet. Spørg os, hvis du er i tvivl, om du må købe et produkt på nettet.