Lovende perspektiver for samarbejde med Mexico
Lægemiddelstyrelsens nye direktør Thomas Senderovitz underskrev i dag en samarbejdsaftale mellem den mexicanske lægemiddelmyndighed og den danske lægemiddelstyrelse.
Underskrivelsesceremonien fandt sted i Dronningens Håndbibliotek i Statsministeriet og blev overværet af statsminister Lars Løkke Rasmussen, sundheds- og ældreminister Sophie Løhde og den mexicanske præsident Enrique Pena Nieto, som er i Danmark på officielt statsbesøg.
Aftalen ligger i forlængelse af regeringens ambitioner om en stærkere international profilering af Lægemiddelstyrelsen.
Det primære formål med aftalen er at dele viden. I aftalen tilkendegiver begge lande, at de konkret vil styrke samarbejdet ved at dele viden om medicin, biologiske lægemidler og medicinsk udstyr m.m. Derudover indeholder aftalen hensigtserklæringer om at lette og øge adgangen til sikre og effektive lægemidler ved forbedring af kvaliteten og sikkerheden i form af kontrol med hjælp fra førende eksperter fra begge lande.
”Aftalens primære formål er at fremme patientsikkerheden blandt andet gennem udveksling af viden. Samtidig er aftalen for andre aktører et aktiv for vækst i de industrielle og kommercielle relationer mellem Danmark og Mexico”, siger Thomas Senderovitz.
Fra mexicansk side blev aftalen underskrevet af af Julio Sánchez y Tépoz, der er Federal Commissioner for Protection against Health Risks.
Foto: Jens Astrup, Scanpix