Risiko for forveksling mellem Gardasil® og MFR-vaccinen
Lægemiddelstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer læger og sundhedspersonale til at være opmærksomme på, at der kan ske forvekslinger mellem Gardasil® og MFR-vaccinen
Gardasil® og MFR-vaccinen bliver markedsført af det samme firma, Sanofi Pasteur MSD, og pakningerne har mange lighedspunkter.
Styrelsen for Patientsikkerhed har identificeret 22 utilsigtede hændelser med forvekslinger mellem HPV-vaccinen Gardasil® og MFR-vaccinen M-M-Rvaxpro for perioden 1/1 2015 til 8/9 2016. Lægemiddelstyrelsen har derfor opfordret firmaet bag Gardasil® til at indføre flere væsentlige og tydelige forskelle for de to vacciners yderemballage.
Siden januar 2016 er det dog HPV-vaccinen Cervarix, der bliver tilbudt i børnevaccinationsprogrammet, og Lægemiddelstyrelsen vurderer, at der ikke er nogen særlig forvekslingsrisiko mellem Cervarix og MFR-vaccinen. Men hvis Gardasil® igen kommer ind i børnevaccinationsprogrammet vil Lægemiddelstyrelsen lave en opfølgningskontrol.
Sundhedspersonale, som er involveret i børnevaccinationsprogrammet, bør desuden være opmærksomme på, at tilbuddet om færdigvaccination med Gardasil® er forlænget til udgangen af december 2017, eller så længe lager haves, for at undgå vaccinespild.
Link
Se yderligere i Statens Seruminstituts publikation EPI-NYT Uge 49 – 2016.
Se mere om forvekslinger af vacciner i Nyt om bivirkninger, september 2016.