To nye ledere i Lægemiddelstyrelsen

29. april 2016

Lægemiddelstyrelsen har ansat Janne Lehmann Knudsen som chef for Lægemiddelovervågning & Medicinsk Udstyr og Iben Vitved som økonomichef.

Janne Lehmann Knudsen kommer fra en stilling som kvalitetschef i afdelingen Kvalitet & Patientsikkerhed i Kræftens Bekæmpelse, hvor hun arbejdede med at sikre kvalitet i kræftforløbet ud fra et fagligt, organisatorisk og patientrettet perspektiv. Janne er aktuelt formand for Advisory Board i ViBIS (Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet). Hun har en baggrund som speciallæge og ph.d.

”Langt størstedelen af de mennesker, som rammes af sygdom, får enten medicinsk behandling eller kommer i kontakt med medicinsk udstyr. Patientsikkerheden skal være i top, og det arbejde vil jeg gerne styrke. Jeg glæder mig derfor til at lede dette vigtige område, som har en afgørende indflydelse på, at patienterne får den bedst mulige behandling,” siger Janne Lehmann Knudsen.

Iben Vitved kommer fra en stilling som økonomichef i Politiets Efterretningstjeneste. Hun er cand. oecon. og har tidligere blandt andet været regnskabschef i Sundhedsstyrelsen.

”Jeg glæder mig til at blive en del af ledelsesteamet i en selvstændig styrelse med dygtige og dedikerede medarbejdere. Sammen skal vi realisere regeringens høje ambitioner om hurtigere sagsbehandling samt øget rådgivning af virksomheder. Først og fremmest af hensyn til patientsikkerheden, men også som et bidrag til væksten i Danmark,” siger Iben Vitved.

Både Janne Lehmann Knudsen og Iben Vitved starter i Lægemiddelstyrelsen den 1. juni.

Fra direktør Thomas Senderovitz er der stor tilfredshed med rekrutteringen. ”Det er en stor gevinst, at to så kvalificerede personer inden længe træder ind i Lægemiddelstyrelsens ledelsesteam. Jeg glæder mig meget til, at de bliver en del af vores organisation og faglige profil,” siger han.

Fik du svar på dine spørgsmål?

Beskriv, hvordan vi kan forbedre hjemmesiden. Vær opmærksom på, at vi ikke besvarer spørgsmål stillet via denne funktion.