Tænk dig om, når du køber og bruger selvtest

5. april 2017

Lægemiddelstyrelsen lancerer i dag en ny film som en del af kampagnen Test med fornuft. Kampagnen opfordrer til, at man er kritisk overfor mange af de selvtest, der kan købes på nettet.

Hos lægen 008

”Udbuddet af selvtest bliver større og større. Og der er mange test, som det giver rigtig god mening at bruge f.eks. graviditetstest, ægløsningstest, blodsukkermålere til diabetespatienter m.m. Men når det kommer til det store udbud af eksempelvis gentest, som man kan bestille via udenlandske hjemmesider, kan det være problematisk at sætte sin lid til en selvtest” siger Katrine Lema, der er ansvarlig for kampagnen i Lægemiddelstyrelsen. ”Dels er der spørgsmålet om, hvorvidt kan stole på det svar, man får. Altså om testen er pålidelig. Og dels er der spørgsmålet om, man er parat til at håndtere det svar, man får, hvis man eksempelvis har købt en gentest på nettet og testet sig selv for, om man har anlæg for arvelige sygdomme.”

For at imødekomme den usikkerhed der har været blandt borgere og medier, har Lægemiddelstyrelsen i dette forår lanceret en kampagne på sociale medier, som opfordrer til, at man er kritisk over for de test, der har til formål at teste for sygdom.

”Hvis man har symptomer og er bekymret for, om man er syg, vil vi altid opfordre til, at man går til sin læge fremfor at stole på en test, man selv har købt på nettet. Men hvis man alligevel vælger at bruge en selvtest, skal man sikre sig, at den er CE-mærket,” siger Katrine Lema.

CE-mærket er en fælles europæisk mærkningsordning, der betyder, at produktet lever op til de krav, der er på området.

”Man kan roligt gå ud fra, at eksempelvis de graviditetstest man køber på apoteket eller i supermarkedet i Danmark er CE-mærkede. De lever op til kravene, og dem kan man som udgangspunkt godt stole på. Men på internettet kan man ikke være lige så sikker. Så her er det en god ide at være kritisk og undersøge om testen er CE-mærket. Der er især grund til at være på vagt, hvis der er tale om en form for test, der kun forhandles på udenlandske hjemmesider”, siger Katrine Lema.

Links

Kampagnefilmen bliver lanceret på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, Facebookprofil og YouTubekanal.