Lægemiddelstyrelsen forkorter sagsbehandling af ansøgninger om COVID-19 medicinforsøg

17. marts 2020

Lægemiddelmyndighederne i hele verden iværksætter i øjeblikket flere tiltag for at fremskynde udviklingen og tilgængeligheden af medicin til behandling og forebyggelse af den nye COVID-19. Lægemiddelstyrelsen i Danmark har netop indført en hasteprocedure på ansøgninger om forsøg på forsøgspersoner.

På nuværende tidspunkt er der ikke udviklet medicin eller en vaccine mod COVID-19. Derfor støtter Lægemiddelmyndighederne verden over forskere og virksomheder i hurtigt at udvikle medicin og en vaccine mod COVID-19 blandt andet ved at køre en godkendelse igennem så hurtigt som muligt uden at gå på kompromis med sikkerheden.

Senest har Lægemiddelstyrelsen sat sagsbehandlingstiden ned på alle ansøgninger, der vedrører forsøg med forsøgspersoner (kliniske forsøg) med medicin til behandling af COVID-19.

Sagsbehandlingstiden sættes ned til ca. 3 dage, forudsat at der ikke kommer for mange samtidige ansøgninger ind, mod normalt 35 dage.

Kliniske forsøg

Et klinisk forsøg gennemføres for at finde ud af, hvordan et lægemiddel virker, hvilke bivirkninger det har, og hvordan det omsættes i kroppen.

I Danmark skal kliniske forsøg anmeldes til Lægemiddelstyrelsen, der vurderer både kvaliteten af undersøgelsen og patientsikkerheden i forsøget.

Læs mere: 16. marts 2020: Regeringen vil yde hurtigt tilskud til coronarelateret forskning (Uddannelses- og Forskningsministeriet).

Læs mere: Tiltag iværksat på grund af COVID-19 (National Videnskabsetisk Komité)

Læs mere: Lægemiddelstyrelsens COVID19-tema.