Mindre ændringer i tilskudsstatus for medicin mod urinsyregigt
Med virkning fra den 30. maj 2022 får febuxostat ændret tilskudsklausulen og probenecid, der i dag har generelt (automatisk) tilskud får generelt klausuleret tilskud. Ændringerne skal bidrage til, at patienterne får den mest hensigtsmæssige medicin mod urinsyregigt.
Der sker følgende ændringer:
- Febuxostat tabletter får ny tilskudsklausul: ”Uratsænkende behandling af patienter uden erkendt svær hjerte-karsygdom, hvor behandling med allopurinol i maksimalt tolerabel dosis har vist sig utilstrækkelig”. Det drejer sig om:
Adenuric filmovertrukne tabletter Febuxostat "Accord" filmovertrukne tabletter Febuxostat "Krka" filmovertrukne tabletter Febuxostat "Medical Valley" filmovertrukne tabletter Febuxostat "Teva" filmovertrukne tabletter - Probenecid tabletter får generelt klausuleret tilskud: ”Uratsænkende behandling, hvor allopurinol, i maksimalt tolerabel dosis, og eventuelt febuxostat har vist sig utilstrækkelig eller ikke tolereres samt ved penicillinbehandling, hvor høje og langvarige plasmakoncentrationer ønskes”. Det drejer sig om:
Procebenic "Medic" tabletter
Allopurinol og colchicin vil fortsat have generelt tilskud.
Afgørelsen er truffet på baggrund af anbefalinger fra Medicintilskudsnævnet.
Afgørelsen kan ses her: Afgørelse om fremtidig tilskudsstatus for lægemidler til behandling af urinsyregigt
Hvilken betydning får ændringerne?
I 2020 indløste knap 1.800 personer recept på den medicin, som er omfattet af ændringerne.
For de patienter, der er i behandling med den medicin, der ændrer tilskud, skal lægen sammen med patienten i god tid inden den 30. maj 2022 tage stilling til den fremtidige behandling. Det kan for eksempel ske ved receptfornyelse.
Hvis patienten er omfattet af tilskudsklausulen, skal der markeres “tilskud” på recepten, og patienten kan fortsætte behandlingen med den samme medicin med tilskud.
Information
Vi har bedt apotekerne om i de kommende måneder at opfordre de berørte patienter til inden den 30. maj 2022 at tale med lægen om den fremtidige behandling.
Vi informerer også relevante interessenter, herunder videnskabelige selskaber og patientforeninger. Liste over interessenter.