EU-kommissionen har godkendt den nye variantopdaterede vaccine imod covid-19

11. september 2023

Efter indstilling fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har EU-kommissionen godkendt den nye variantopdaterede covid-19-vaccine fra Pfizer/BioNTech.

EU-kommissionen har d. 1. september 2023 godkendt den nye variantopdaterede covid-19-vaccine, Comirnaty Omicron XBB.1.5, fra Pfizer/BioNTech. Vaccinen er målrettet coronavarianten Omicron XBB.1.5, men beskytter også mod andre kendte coronavarianter, der aktuelt er i omløb. Den opdaterede vaccine er godkendt til voksne og børn ned til seks måneder.

Ud over at ændre den komponent i vaccinen, som er målrettet specifikke virus-varianter, har den nye variantopdaterede vaccine præcis samme sammensætning som de oprindelige covid-19-vacciner. Derfor er den blevet godkendt i en kortere proces med en såkaldt variation.

Velkendte bivirkninger

Variantopdaterede vacciner fungerer på samme måde som originale vacciner. Derfor er der heller ingen ændringer til sikkerheds- og bivirkningsprofilen, dvs. at bivirkningerne er velkendte. De mest almindelige bivirkninger kan være hovedpine, diarré, led- og muskelsmerter, træthed, kuldegysninger, feber og ømhed ved indstiksstedet. Disse bivirkninger er typisk milde til moderate og går hurtigt over. Mere alvorlige bivirkninger kan i sjældne tilfælde forekomme. Typerne af mulige bivirkninger er beskrevet i vaccinernes produktinformation. Læs mere om vaccinens mulige bivirkninger her: Bivirkninger og produktinformation (laegemiddelstyrelsen.dk)

Læs mere om variantopdatering af vacciner her:

Spørgsmål og svar om covid-19-vaccinerne (laegemiddelstyrelsen.dk)

EMA anbefaler godkendelse af de første variantopdaterede covid-19-vacciner (laegemiddelstyrelsen.dk)

Sundhedsstyrelsen tilrettelægger vaccinationsprogrammet i Danmark. Læs mere hos dette efterårs vaccinationer hos Sundhedsstyrelsen: Disse personer anbefales vaccination mod influenza og covid-19 (sundhedsstyrelsen.dk)

Links

Adapted COVID-19 vaccine for autumn vaccination compaigns * (europa.eu)

Comirnaty: EMA recommends approval of adapted COVID-19 vaccine targeting Omicron XBB.1.5 | European Medicines Agency (europa.eu)